Festival rykker hjem i haverne

Selvom Kløften Festival er aflyst, bliver der stadig skål og sang til sommer i Haderslev. Kløften Havefestival har nemlig sat gang i salget af festivalarmbånd.

Ingen festival uden festivalarmbånd.

Fredag blev armbåndene til en noget anderledes festival i Haderslev sat til salg.

For selv om den 40. udgave af Kløften Festival er udskudt til næste år, og 8.000 veloplagte festivalgæster ikke stimler fysisk sammen på grund af forsamlingsforbuddet, så bliver der alligevel mulighed for at mødes - hver for sig. 
I stedet for at mødes i byparken Kløften, deltager festivalgæsterne i stedet fra deres egne haver.

Folk i Haderslev skal nemlig ikke undvære god musik og fest. 

Det mener to kvinder, der har sat sig for at arrangere Kløften Havefestival 27. juni. Heriblandt Randi Wael, der er medarrangør af festivalen.

Randi Wael er medarrangør af Kløften Havefestival.
Randi Wael er medarrangør af Kløften Havefestival.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

- Lad os lave noget sjov og noget ballade, siger medarrangør af Kløften Havefestival om baggrunden for, at hun er med til at arrangere festivalen.

Blandt de butiksdrivende i Haderslev, der har været med til at donere penge til støtteforeningen for festivalen gennem salg og auktioner, er der også glæde over, at der alligevel bliver en form for festival i Haderslev.

- At vi ikke skal have en Kløften Festival i år er jo rigtig træls, så at vi kan holde vores egen festival hjemme i haverne er jo fantastisk, siger David Nielsen, der er butiksindehaver af butikken Nicolaisen i Haderslev.

På en måned er det lykkes at samle 100.000 kroner ind til festivalen.

Ingen festival uden musik

En del af musikken til festivalen vil blive spillet gennem radiostationen Radio Globus.

Men festivalgæsterne kommer heller ikke til at undvære livemusik til Kløften Havefestival.

Udover musikken, der bliver sendt ud gennem radiostationen Radio Globus, vil en af Haderslevs egne nemlig tage ud og spille for nogle af festivalgæsterne i haverne.

Musikeren Jesper Heinz fra Haderslev har tilbudt at komme rundt i haverne og spille musik.
Musikeren Jesper Heinz fra Haderslev har tilbudt at komme rundt i haverne og spille musik.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Jesper Heinz tilbød over Facebook at tage ud med sin trio og spille.

- Efter en time måtte jeg skrive pause inde på linket, for det stak fuldstændigt af derinde, siger Jesper Heinz til TV SYD.

På to dage skal trioen spille 13 koncerter på 40 minutter hver.

Festivalgæsterne i Haderslev vil desuden kunne få leveret mad og drikke direkte ud til haverne.

Formand for Kløften Festival Anette Kastbjerg, siger til TV SYD, at hun er rigtig glad og taknemmlig for den store opbakning de har mærket.

Se hele indslaget om Kløften Havefestival fra TV SYDs nyhedsudsendelse her.