Gratis adgang og dårligt vejr giver pres på svømmehal - men ikke alle forstår corona-reglerne

I Slotssøbadet i Kolding står gæsterne i disse dage i kø for at komme ind. Men covid-19 sætter begrænsninger på både antal besøgende, og hvor mange man må være i bassinerne - noget der udfordrer nogle gæster.

De seneste dages dårlige vejr med regn og rusk og lave temperaturer giver pres på svømmehallerne.

Det er helt normalt, og noget de godt kender til i Slotssøbadet i Kolding.

Dertil kommer, at der er gratis adgang for børn og unge til svømmehallen, og det giver endnu flere badelystne gæster.

quote

Forældrene må meget gerne forklare deres børn, at det her (covid-19 red.) er en særlig situation, hvor de er nødt til at rette sig efter, hvad vores personale siger.

Otto Skak, direktør, Slotssøbadet, Kolding

Ekstra personale sat ind

Men da svømmehallen - som alle andre - på grund af covid-19 har begrænsninger på, hvor tæt man må være sammen, har man i Slotssøbadet reduceret antallet af besøgende til 275 gæster af gangen mod normalt omkring 500, samt lavet begrænsninger på hvor mange man må være i bassinerne. Desuden er der sat mere personale på vagt end normalt.

- Vi har lavet afspærringer og sat meget mere peronale ind, så det hele kan foregå så smidigt som muligt, men det er ikke altid til at styre især de unge, så dem bruger vi en del kræfter på at forklare, hvordan man gebærder sig, siger Slotssøbadets direktør, Otto Skak, der har en opfordring til forældrene:

En opfordring: Forklar dine børn, at de skal tage hensyn

- De må meget gerne forklare deres børn, at det her er en særlig situation, hvor de er nødt til at rette sig efter, hvad vores personale siger. Vi får desværre nogle konflikter med nogle af dem, som har svært ved at forstå, at de ikke må hoppe tilbage i bassinet, når de lige er bedt om at komme op, men vi beder dem jo ikke om noget for sjov. Det er af hensyn til alles sikkerhed, slår Otto Skak fast.

Normalt kan svømmehallen huse cirka 1.500 besøgende på en enkelt dag, men i disse dage bliver det ifølge bademesteren kun til omkring 800 - 900 gæster. Derfor opstår der ofte kø ved indgangen med op til 80 mennesker, der kan vente længe på at komme ind.

- Kom i ydertiderne, så er der mindre kø

- Selvom vi rigtigt gerne vil have alle gæster ind med det samme, så kan vi ikke gøre det af hensyn til smitterisikoen, så derfor kommer der pres på indgangen især mellem klokken 10.30 og 15.30, forklarer Otto Skak. Af samme grund anbefaler han, at flere kommer i ydertiderne.

- Altså vi har åbnet mellem klokken 06 og 21, så det er muligt at komme udenom de mest travle tidspunkter.