Jels Vikingespil tyer til alternativer for at holde prøver

Når danskerne er sammen hver for sig, gælder det også vikingerne til Jels Vikingespil. Skuespillerne gennemfører nemlig prøverne digitalt hjemmefra.

Coronaepidemien har betydet, at nogle arrangementer bliver udskudt eller aflyst. Andre arrangører sidder på nåle og frygter at skulle udskyde eller aflyse.

En af de sidstnævnte er Jels Vikingespil. Efter planen skal friluftsspillet have premiere fredag den 3. juli og spille frem til den 19. juli, men årets vikingespil kan komme i fare, hvis regeringens restriktioner fortsætter over sommeren.

Det betyder dog ikke, at forberedelserne går i stå.

Tager utraditionelle metoder i brug

Hos Jels Vikingespil har man taget myndighedernes anbefalinger om social distancering til sig. Det betyder, at man må gennemføre prøverne på en lidt alternativ måde.

- Når man ikke kan mødes fysisk, så må man tage utraditionelle metoder i brug, og det gør vi også i Jels Vikingespil. Det betyder, at vi ikke mødes fysisk, men derimod afholder vores prøver via internettet, siger Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

Indtil videre arbejdes der på den måde videre hen imod et vikingespil i Jels i juli.

- Vi arbejder frem imod sommerens vikingespil – vi håber nemlig stadig på, at vi kan få lov til at opføre "Krakes Kæmper" for vores talrige og trofaste publikum til sommer, siger Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

Med et godt prøveforløb via internettet og fire ugers prøver på den smukke friluftsscene med skuespillerne, hvor hele forestillingen kan sættes op, så lover årets instruktør Louise Schouw, at der bliver vikingespil ved Jels Sø til sommer, hvis myndighederne tillader det. 

Sidste år tiltrak Jels-vikingerne 21.738 tilskuere og har hidtil været afviklet 44 år i træk uden aflysninger.