Minkfoderformand: Millionstøtte er ligegyldig, når branchen er ved at dø

210 millioner støttekroner fra staten i år og næste år til leverandører i minkbranchen er spild af skattekroner, hvis politikerne ikke ændrer på den måde, coronasmitten håndteres på, lyder det fra minkfoderformand.

- Det er jo fuldstændig ligegyldigt med de støttekroner, hvis branchen alligevel er ved at dø.

Så bastant lyder meldingen fra Carsten Sørensen til regeringens nye hjælpepakke.

Carsten Sørensen er formand for Sydvestjydsk Pelsdyrfoder, der lever af at levere foder til over 200 minkfarme i det sydvestjyske. Og det er især myndighedernes beslutning om, at det ikke udelukkende er dyrene på en minkfarm, der er inficeret af covid-19, der skal slås ned - men også alle dyr på minkfarme indenfor en radius på 7,8 kilometer fra den inficerede farm, som foderformanden er ganske utilfreds med.

- Vi har allerede mistet 24 af vores kunder, der alle ligger i 7,8 kilometer-zoner. Og hvis politikerne fastholder den fremgangsmåde, så er jeg bange for, at det mere eller mindre vil betyde lukning af alle minkfarme i landet. Og så lukker vi jo også ned uanset hvad. Det er simpelthen hul i hovedet med den zone, siger Carsten Sørensen.

Penge lige ud af vinduet

Pelsdyrfoderformanden er ikke i tvivl om, at der skal tages hånd om de besætninger, der er ramt af covid-19. De dyr, der er syge, skal slås ned, mener han. Men at det går ud over raske dyr også, har han svært ved at forstå.

- Man kører bare det hele til DAKA. Det er jo totalt spild af ressourcer. Minkene er jo pelsmodne i løbet af 10-14 dage - så vil man kunne sælge skindene. Man ville da ihvertfald kunne sælge skindene fra de dyr, som ikke er syge, men som ligger indenfor den førnævnte zone på de 7,8 kilometer. Det er jo dumt at smide dem til destruktion. Det er da at smide penge lige ud ad vinduet, lyder fra Carsten Sørensen. 

Dyster fremtid

Han er ikke i tvivl om, hvad der vil ske med erhvervet, hvis der ikke bliver ændret på den måde, som myndighederne håndterer coronakrisen på minkfarmene lige nu.

- Så tror jeg, det lukker ned.  Jeg tror, vi kommer for langt ned i avlsdyrbestand. Der vil selvfølgelig stadig være nogle få farmere rundt omkring i landet, som overlever det her. Men jeg er i tvivl om, at de kan løfte opgaven med at få sat gang i erhvervet igen.

Og dermed er der heller ikke den store fremtid for de virksomheder, der lever af at sælge foder.

- Hvis vi ingen kunder har tilbage, så er der jo heller ikke noget produktionsgrundlag for os, mener Carsten Sørensen, der har et helt særligt ønske for fremtiden.

- Jeg håber jo, de (myndighederne, red.) dropper den 7,8 kilometerzone, og at de smitteramte minkfarmere får lov til at beholde deres avlsdyr, så de kunne danne antistoffer. Det ville være meget billigere for samfundet, hvis det kun var de syge dyr, der blev kørt til destruktion, siger han.