Sådan kan du alligevel blive testet før jul - Falck åbner fem nye hurtig-teststeder

Fra denne uge kommer der langt flere muligheder for at blive testet for covid-19, når Falck åbner fem nye teststeder i Sydjylland sammen med fire bemandede testbiler, som sendes ud på vejene.

Køerne til testcentrene har de seneste dage være meget lange, og lige nu er det vanskeligt at få en tid inden jul - med mindre, man er i nær kontakt til en smittet.

Men nu bliver det muligt at blive coronatestet flere steder med gratis hurtigtest på en række testcentre, som Falck åbner i løbet af denne uge over hele Danmark.

Fem af de 25 nye Falck-testcentre ligger i TV SYDs sendeområde. Sammen med de allerede eksisterende teststeder i Kolding og Aabenraa samt fire nye testbiler, som Falck også sender på vejene i denne uge, øges mulighederne for ikke at skulle vente i kø for at blive testet for covid-19 inden jul.

- Ambitionen er, at centrene skal ligge placeret sådan, at det maksimalt tager en time at køre til et af centrene, siger Michael Kjær Sørensen, der er direktør i Falck.


Ingen tidsbestilling og hurtigt svar

På Falcks teststeder kan man ikke bestille tid, men man møder op og står i kø, indtil det er ens tur. Svaret på prøven er klar på omkring 15 minutter.

Falcks såkaldte lyntest - også kaldet antigentest for coronavirus - er mindre følsom end PCR-test, som det offentlige testsystem benytter. Men sundhedseksperterne mener, at testene kan bruges til dæmme op for smitten, og derfor er de nu blevet gratis.

Ekspertgruppens største forbehold over for antigen-test er, at de er langt mindre følsomme end de PCR-test, som det offentlige testsystem benytter. Hurtigtestene har en følsomhed på kun 50-60 procent.

Alligevel mener de danske sundhedseksperter, at de med fordel kan anvendes til at opspore smittetilfælde og på den måde få det stærkt stigende smittetryk ned.
Men da man ikke være fuldstændig sikker på ikke at være smittet med coronavirus, så skal man fortsat tage alle myndighedernes råd om hyppig håndvask, afspritning og mundbind alvorligt.

Falcks gratis teststeder i Sydjylland:

Eksisterende teststeder

  • Kolding, Essen 16, 6000 Kolding
  • Aabenraa, Løgumklostervej 55, 6200 Aabenraa


Nyt teststed åbner 16.12 

  • Sønderborg, Lufthavnsvej 1, 6400 Sønderborg


Nye teststeder åbner 17.12

  • Hedensted, Jørgensens Allé 26, 8722 Hedensted
  • Bredsten, Vingsted Skovvej 2, 7182 Bredsten
  • Vejen, Sports Hotel, Jacob Gades Allé 1, 6600 Vejen 
  • Esbjerg, Måde Industrivej 28, 6705 Esbjerg


Fire biler klar til at køre ud 18.12

Fire kørende biler bemandet med to personer vil kunne bestilles. De kører fra klokken 9-17 fra den 18. december.