Smitten stiger i tysk grænsekommune: Folks adfærd bekymrer myndigheder

De tyske myndigheder er bekymrede over folks adfærd på restauranter på øen Sild, der er en del af den tyske kommune Nordfriesland, som grænser op til Tønder. Søndag nåede incidenstallet over 30 i grænsekommunen.

De tyske myndigheder er bekymrede over den adfærd, der mødte dem, da de fredag troppede uanmeldt op på flere restauranter på øen Sild.

Myndighederne skulle blandt andet kontrollere, om forsamlingsforbuddet på max 50 personer blev overholdt, og om folk holdt afstand. 

- Ikke alle bærer en maske på gangbroerne. Og ved bordene sidder gæsterne flere steder så tæt, at man skulle tro, de aldrig havde hørt om covid-19. Der er positive undtagelser, men i det hele taget kan man kun forbløffes over så meget irrationalitet, lyder det fra Laura Geiß, der arbejder i distrikstsadministrationen i Nordfriesland Kommune, i en pressemeddelelse.

Manglende ansvarsfølelse

I alt ni restauranter fik uanmeldt besøg, og alle steder var der plads til forbedringer. Ansvarsfølelsen haltede nemlig også hos restauranternes ejere, hvor myndighederne kunne notere sig, at både rengøring og adgangen til hånddesinfektion var mangelfuld.

- De fleste værter og gæster tager coronarisikoen for let. Vi havde håbet på en betydelig højere ansvarsfølelse, lyder det i pressemeddelelsen. 

Om den skødesløse adfærd i restauranterne på Sild hænger sammen med den generelle smittestigning i Nordfriesland Kommune vides ikke. Men søndag lød incidenstallet ifølge Robert Koch-Institut på 32,5 smittede per 100.000 indbyggere. Det er første gang, at incidenstallet er over 30 i Nordfriesland, som grænser op til Tønder Kommune.

Smitten stiger fortsat i Slesvig-Holsten

Torsdag meddelte Det Danske Udenrigsministerium, at de fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Tyskland. Regionen Slesvig-Holsten, som Nordfriesland er en del af, blev dog undtaget.

Det betyder, at tyskere fra regionen stadig må krydse grænsen til Danmark, ligesom danskere stadig må rejse til Slesvig-Holsten. 

Hvis smitten fortsætter med at stige i regionen, kan det dog snart ændre sig. Søndag er incidenstallet for hele Slesvig-Holsten nemlig på 33,54 smittetilfælde per 100.000 indbyggere, hvilket er en stigning siden lørdag, hvor incidenstallet var 30,37.

Hvis regionen over en periode på 14 dage har haft et gennemsnit over incidenstallet på 30, vil myndighederne også fraråde alle ikke-nødvendige rejser hertil.

Så vil trafikken henover grænsen med andre ord igen lukke helt ned.