Smitten stiger: Krisestab i Horsens er samlet

Horsens er fredag kommet med på sundhedsmyndighedernes bekymringsliste. Borgmester opfordrer borgerne til at være ekstra opmærksomme og holde god håndhygiejne og afstand.

Antallet af smittede i Horsens kommune er steget, og incidenstallet for antal smittede pr. 100.000 borgere er oppe på 25,3.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut. 

Derfor er kommunens krisestab fredag blevet samlet for at vurdere hvilke forholdsregler, der skal tages, oplyser kommunen.

- Vi vurderer lige nu situationen i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed - også i forhold til, om der skal laves nye lokale handlinger. Hvis du er i større forsamlinger, skal du være endnu mere opmærksom på for eksempel håndhygiejne, afstand og sund fornuft, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.

Der vil fortsat være mulighed for at blive testet for Covid-19 ved Casa Arena i hele weekenden samt i hele næste uge. Her kan du blive testet både med og uden tidsbestilling.

- Vi skal hjælpe hinanden med at passe på. Som det er nu, er der ikke nye retningslinjer eller anbefalinger i Horsens Kommune, men hvis det sker, melder vi klart og tydeligt ud. Det her er en opfordring om, at med de nye smittetal, vi ser, skal vi alle være meget påpasselige, og jeg vil opfordre alle til at bruge de muligheder, der er for at blive testet, siger Peter Sørensen.