TV der bevæger dig

COVID-19

Trods økonomisk usikkerhed overlever Mariehaven

Cororna har truet Mariehaven, men torsdag aften meddelte Helge Engelbrect, at Mariehaven overlever og spiller første koncert den 24. maj næste år.

I løbet af de sidste 60 dage har spillestedet Mariehaven i Ansager afholdt 60 mindre arrangementer, hvor det er lykkedes at samle i alt 10.000 mennesker. Foto: Louise Mathilde Johnsen, TV SYD

Coronanedlukningen sendte spillestedet Mariehaven i Ansager i knæ.

Sommeren over har lokale kræfter derfor kæmpet for at samle penge ind til det musikalske samlingspunkt, og da Helge Engelbrecht torsdag aften spillede sæsonens sidste koncert, kunne han samtidig overbringe publikum en glædelig nyhed.

- Vi er tæt på 800.000 kroner, og vi regner med, at vi til næste sommer har nået tre millioner, hvis alt går vel. Så vi fortsætter projektet, og jeg er 100 procent sikker på, at vi er her næste år.

Læs også Lokale kræfter kæmper for at redde populært koncertsted

Lykkedes at samle 10.000 mennesker sommeren over  

Normalt afholder Mariehaven fem-seks store koncerter i løbet af en sommer, men på grund af coronarestriktioner måtte spillestedet ikke samle nær så mange mennesker, som de plejer til deres koncerter.

Det er vores livsgrundlag. Det er vores eksistens. Så ja, det handler om, at musikerne skal have løn, men det handler også om alle de mennesker, der kommer her hver sommer.

Helge Engelbrecht, musiker, Ansager

Derfor har Mariehaven i løbet af de sidste 60 dage afholdt 60 mindre arrangementer, hvor det faktisk er lykkedes at samle i alt 10.000 mennesker - præcis lige så mange, som de ville have gjort uden corona.

I løbet af sommeren har mange købt aktier i Mariehaven, og hver dag har Helge Engelbrecht modtaget opkald og beskeder med opbakning.

- Det er vores livsgrundlag. Det er vores eksistens. Så ja, det handler om, at musikerne skal have løn, men det handler også om alle de mennesker, der kommer her hver sommer. Det betyder meget for os, at stedet betyder noget for andre, siger musiker Helge Engelbrecht. 

Donationer fra nær og fjern redder spillestedet

Nogle af dem, der nødigt vil undvære Mariehaven, er pensionistparret Hans og Tove Jakobsen fra Struer. Derfor har Hans Jakobsen via Facebook samlet 12.550 kroner ind til deres yndlingsspillested. 

- Det gør jeg, fordi vi skal have det her til at eksistere fremover, for det er et kanon sted at komme, siger Hans Jakobsen.

Læs også Hør Helge Engelbrecht spille i Mariehaven

Opbakningen mærker Magnus Dahlmann, der er pensioneret erhvervsmand i Ansager, også tydeligt i den støttegruppe for Mariehaven, som han er initiativtageren bag. I gruppen er et stærkt fællesskab og sammenhold vokset spontant frem, og netop dét fællesskab og sammenhold har indbragt omkring 400.000 kroner fra byens borgere.

- For Ansager er Mariehaven og byen hinandens forudsætninger. Uden Mariehaven kunne vi som landsby komme tilbage til kun at have et postnummer og ikke meget andet, siger han.

Derfor er det til stor glæde, at Mariehaven kan annoncere, at de åbner den 24. maj 2021. Det er 2. pinsedag, og Helge Engelbrecht lover, at der skal være kæmpe fest.

Mest sete på tvsyd.dk