Ledige står i kø for at blive omskolet til offshore-branchen

I Esbjerg mangler der folk til offshore-branchen, men et nyt samarbejde mellem Jobcenter Esbjerg og virksomheden Altrad mindsker nu problemet.

Åbningen af det nye Tyra-felt i Nordsøen blev i sommers udsat til vinteren 2023-2024. Genopbygningen af gasfeltet skulle efter planen have været færdiggjort i juni 2023.

Den udskydelse betyder ekstra arbejde til lokale underleverandører som Altrad Services og Semco Maritime i Esbjerg, og derfor mangler offshore-branchen hundredvis af hænder.

Men det ser der nu ud til at være en løsning på.

Kan bruges fra dag et

Jobcenter Esbjergs energiteam har nemlig haft stor succes med at få ledige omskolet til at arbejde offshore. Det oplyser Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Og førnævnte Altrad mangler 200 nye medarbejdere til deres vedligeholdelsesarbejde på de store boreplatforme i Nordsøen, men offshore-stilladsarbejde og overfladebehandlere findes ikke i hobetal.

Derfor bad de Jobcenter Esbjerg om hjælp.

- De folk, der har været med på Jobcentrets forløb, kan vi bruge offshore fra dag et. De er blevet screenet, kender arbejdsforholdene og har de rigtige kurser og kvalifikationer. Så det er en stor hjælp for os, at jobcentret hjælper os med den her store opgave, udtaler Henrik Søndergaard, der er offshore-coordinator hos Altrad.

Fortsætter i 2023

De nye medarbejdere kommer både fra Esbjerg Kommune, men der er også flere fra andre kommuner.

Ifølge Esbjerg Kommune er 47 ledige blevet omskolet til offshore-stilladsarbejder, mens 26 ledige er blevet omskolet til overfladebehandler. 

Omskolingsforløbene starter løbende op og fortsætter også ind i 2023. I øjeblikket har man venteliste til at komme med på kurserne.