Oversigt

På kort tid voksede tumoren og rev hans synsnerver over

Hverken optikeren eller lægen kunne forklare, hvorfor 21-årige Mikkel Møllers syn pludseligt var blevet dårligt, men et scanningsbillede af hans hjerne afslørede en tumor på størrelse med en bordtennisbold.

Mikkel Møller blev sendt akut til Odense Universitetshospital, hvor han omgående skulle opereres. Selvom tumoren i dag er væk, nåede den at skade hans synsnerver permanent.

Han ser derfor meget dårligt, og det betyder, at han har måttet opgive sin karriere, og planerne for fremtiden aldrig bliver de samme som før.

- Jeg skal ikke ud og erobre verden eller have en eller anden stor uddannelse. Jeg håber bare på, at jeg finder et arbejde med de timer, som jeg nu kan holde til, og med en løn som gør, at det kan løbe rundt.