Oversigt

Tidligere EfB-sportschef stopper i norsk topklub

Den danske fodboldleder Jimmi Nagel Jacobsen stopper som sportschef efter to års optur i den norske topklub Brann.

På sin hjemmeside oplyser klubben fra Bergen, at danskeren fratræder sin stilling ved årsskiftet.

Nagel Jacobsen blev ansat i maj 2021 på et tidspunkt, hvor Brann var i store problemer og lå sidst i Norges bedste fodboldrække. Sæsonen endte med nedrykning, men sidenhen er det stort set kun gået fremad.

Brann kæmpede sig tilbage i det bedste selskab i 2022, og klubben havde som oprykker stor succes med en andenplads i 2023, hvor det også blev til en pokaltitel.

- Jeg har haft en ekstrem god tid i Brann og Bergen, og vi er kommet langt på to et halvt år.

- Det er kulmineret med pokalguld og sølv i turneringen i år, men det har også kostet mange kræfter. Derfor har jeg valgt at opsige min stilling, siger Jimmi Nagel Jacobsen til klubbens hjemmeside.

Danskeren forlader allerede tirsdag Bergen, men vil udfylde sine arbejdsopgaver året ud.

Forud for ansættelsen i Brann var Jimmi Nagel Jacobsen sportschef i den nuværende 2. divisionsklub Esbjerg.