Minister i samråd om kronisk træthedssyndrom
I dag er indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i samråd om behandlingen af sygdommen myalgisk encephalomyelitis (ME).
I alt 16.000 danskere har sygdommen, der i folkemunde kaldes 'kronisk træthedssyndrom'. En af dem er Marie Louise Gustavussen, som TV SYD tidligere har skrevet om. Da vi fortalte hendes historie i februar, havde hun ikke forladt sin seng i syv år.
Ministeren er blevet bedt om at redegøre for, om hun "finder den særegne danske diagnostik og behandling af ME-patienter i overensstemmelse med nugældende international forskning, evidens og best practice i sammenlignelige lande som f.eks. Sverige, Norge, Holland og England", som det står i indkaldelsen.
Behandlingen af sygdommen i Danmark, der, som det er nu, bliver karakteriseret som en funktionel lidelse, er af ME-foreningen kritiseret for at gøre mere skade end gavn.
I september havde repræsentanter fra ME-foreningen - heriblandt Marie Louise Gustavussens far - foretræde for sundhedsministeren for netop at dele deres bekymringer for den nuværende behandling.
Sophie Løhde fortalte i oktober til TV SYD, at hun ville sætte 1,5 millioner kroner af til en gennemgang af den seneste internationale forskning på området.
En omstridt sygdom
ME er en omstridt sygdom, hvor der er forskellige opfattelser af, hvad den bedste behandling er.
Man har i mange år i Danmark ment, at den bedste behandling var gradvist hårdere genoptræning og samtaler med psykolog, fordi man anså sygdommen som psyko-somatisk. Altså at det fysiske og psykiske i et samspil er årsag til sygdommen.
Marie Louise Ilsøe Gustavussen havde både psykologsamtaler og hårdere fysisk genoptræning, og hun mener selv, at det var det sidste, der forværrede sygdommen.
Det bakkes op af de nyeste anbefalinger fra det britiske sundhedsinstitut The National Institute for Health and Care Excellence (NICE), der ikke længere anbefaler psykologsamtaler og siger, at genoptræning kun må ske uden at overbelaste.
I 2019 besluttede et enigt folketing, at ME skulle anses som værende en fysisk sygdom.
De divergerende opfattelser ses også tydeligt i de første afsnit af lægehåndbogen.
