Politiker med 30 års erfaring: Åbningen af Folketinget er stadig lidt som første skoledag

De 24 syd- og sønderjyske folketingsmedlemmer repræsenterer i alt 286 års erhvervserfaring på Christiansborg.

Dannebrog vajer over Christiansborg, de kongelige med dronning Margrethe i spidsen ankommer, og politikerne har deres pæne tøj på. Det er Folketingets åbning, hvor alle 179 folkevalgte fejrer folkestyrets og demokratiets festdag.

For nogle politikere er det stadig ret nyt at opleve demokratiets festdag fra en stol i folketingssalen. For andre er det sket rigtig mange gange i deres politiske liv.

Øverst på den sydjyske skammel står Venstres Eva Kjer Hansen, der i dag for 29. gang er med til Folketingets åbning. Og for hende bliver det aldrig en vane at tage fat på et nyt år. 

- Det er forunderligt og faktisk lige stort hver gang. Der er en lille smule første skoledag over det, når vi tager pænt tøj på og er forventningsfulde, fortæller hun.

Hun fornemmer en særlig stemning over Christiansborg, når den kongelige familie møder frem, og hun samtidig møder sine politiske kolleger, hun måske ikke har set meget til hen over sommeren.

Program for dagen

  • 10.00: Gudstjeneste i Holmens Kirke for Folketingets medlemmer.
  • 11.40: Dronningen og øvrige medlemmer af kongehuset ankommer til Christiansborg for at overvære folketingsårets første møde.
  • 12.00: Folketingsårets første møde begynder. Mødet ledes af det medlem, som har siddet længst tid i Folketinget (Bertel Haarder, Venstre). Første punkt på dagsordenen er valg af Folketingets formand.
  • Herefter: Statsminister Mette Frederiksen (S) holder sin åbningstale. I åbningstalen gør regeringslederen status over rigets tilstand. Hun gennemgår desuden de lovforslag, som regeringen har planer om at fremsætte i den nye folketingssamling.

- Det handler om, at jeg har stor respekt for vores folkestyre, og jeg er i virkeligheden meget ydmyg over for opgaven og den tillid, som folk viser mig ved at stemme på mig. Den følelse kan jeg stadigvæk helt klart mærke og blive ramt af på den gode måde, siger den 56-årige sønderjyde, der har meldt sig ind i borgmesterkampen i Kolding til kommunalvalget næste år.

Syd- og Sønderjylland bedst repræsenteret

De 24 syd- og sønderjyske folketingsmedlemmer repræsenterer i alt 286 års erhvervserfaring på Christiansborg. De fem politikere, som har siddet længst på Christiansborg, kan tilsammen mønstre næsten halvdelen - nemlig i alt 129 år.

Den syd- og sønderjyske landsdel er faktisk den bedst repræsenterede landsdel på Christiansborg i top-10 over folketingsmedlemmernes anciennitet. Fire ud af de ti politikere er nemlig herfra.

Eva Kjer indtager en tredjeplads på landsplan med sine 30 år, mens hun topper den syd- og sønderjyske top-5 liste.

Efterfulgt af socialdemokraten og Folketingets formand Henrik Dam Kristensen, Kristian Thulesen Dahl fra DF, Venstres Hans Christian Schmidt samt partikollega Ulla Tørnæs. (Se ranglisten i bunden af artiklen).

Der er fest og godt humør under Folketingets åbning hvert år. Her ses Eva Kjer Hansen, Inger Støjberg og Pernille Vermund på åbningsdagen sidste år.
Der er fest og godt humør under Folketingets åbning hvert år. Her ses Eva Kjer Hansen, Inger Støjberg og Pernille Vermund på åbningsdagen sidste år.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Forhandlinger første dag

Heller ikke hos Eva Kjer Hansens sønderjyske kollega Hans Christian Schmidt fra Vojens er åbningen af Folketinget blevet en kedelig rutine. Han har siddet i Folketinget siden 1994 - altså næsten lige så længe. Han kom ind ved valget i september 1994, hvor Nyrup-regeringen sad ved magten, og åbner tirsdag Folketinget for 26. gang.

- Det er altid med spænding og ydmyghed, fordi vi bør allesammen huske på, at vi har folkestyre og demokrati i Danmark. Det skal vi værne om, for det er noget, vores forfædre har tilkæmpet sig gennem mange år. Der synes jeg, vi gør det fint med vores traditioner, fortæller Hans Christian Schmidt, der allerede på førstedagen er klar til politik. 

- Jeg har stor respekt for folkestyret og sidder allerede den første dag og tænker på, hvor jeg og mit parti kan få tingene til at gå i den rigtige retning, siger Hans Christian Schmidt, der sammen med de andre partier allerede kl. 18.00 på åbningsdagen er kaldt til luftfartsforhandlinger af den socialdemokratiske transportminister Benny Engelbrecht.

Herunder er en liste over de syd- og sønderjyske folketingsmedlemmers anciennitet i Folketinget:

HvemValgt Hvor længe?AlderBy
Eva Kjer Hansen (V)199030 år (29 år 9 md 20 dg)56 årKolding
Henrik Dam Kristensen (S) 199026 år (26 år 5 md 14 dg)63 årGrindsted
Kristian Thulesen-Dahl (DF)199326 år (26 år 1 md 5 dg)51 årThyregod
Hans Christian Schmidt (V)199426 år (26 år 0 md 15 dg)67 årVojens
Ulla Tørnæs (V)199421 år (21 år 1 md 13 dg)58 årEsbjerg
Troels Lund Poulsen (V) 200119 år (18 år 6 md 24 dg)44 årTølløse
Hans Kristian Skibby (DF)200216 år (15 år 9 md 14 dg)51 årHedensted
Ellen Trane Nørby (V)200516 år (15 år 7 md 28 dg)40 årSønderborg
Benny Engelbrecht (S)200713 år (12 år 10 md 23 dg)50 årSønderborg
Jesper Petersen (S)200713 år (12 år 10 md 23 dg)39 årHammelev
Troels Ravn (S)200511 år (11 år 3 md 26 dg)59 årVejen
Henning Hyllested (EL)20119 år (9 år 0 md 21 dg)66 årEsbjerg
Anni Matthiesen (V)20119 år (9 år 0 md 21 dg)56 årGrindsted
Marie Krarup (DF)20119 år (9 år 0 md 21 dg)54 årRibe
Karina Adsbøl (DF)20119 år (9 år 0 md 21 dg)53 årKolding
Lotte Rod (R)20119 år (9 år 0 md 21 dg)35 årAabenraa
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)20079 år (8 år 11 md 6 dg)46 årKolding
Henrik Dahl (LA)20155 år (5 år 3 md 18 dg)60 årRibe
Christian Rabjerg Madsen (S)20155 år (5 år 3 md 18 dg)34 årKolding
Birgitte Vind (S) 20191 år (1 år 4 md 0 dg)55 årJelling
Niels Flemming Hansen (K) 20191 år (1 år 4 md 0 dg)46 årVejle
Pernille Vermund (NB)20191 år (1 år 4 md 0 dg)44 årKøbenhavn
Anders Kronborg (S)20191 år (1 år 4 md 0 dg)38 årEsbjerg
Christoffer Aagaard Melson (V)20191 år (1 år 4 md 0 dg)36 årVejle