Michael og de lokale holder glemt tradition i hævd - amatørteater vinder frem igen

Efter 40 års massiv tilbagegang vinder amatørteater igen frem. Dilettantteatret i Erritsø er blandt dem, der har haft succes med at holde traditionen i hævd.

Da mor var dreng havde enhver lille flække sit eget lokale dilettantteater, hvor de lokale gjorde den som skuespillere i en mindre forestilling fremført for naboerne i byen. 

Som årene er gået er dilettantteater dog forsvundet langt de fleste steder, men i Erritsø ved Fredericia holder Michael Lund Kristensen sammen med de lokale liv i den glemte tradition. 

- Jeg tror det handler meget om ildsjæle, for man skal virkelig ville det. Og så handler det også meget om at gøre sig umage og få det lavet nutidigt, svarer Michael Lund Kristensen på spørgsmålet om, hvordan de formår at holde traditionen i hævd.

En del af charmen ved dilettantteater er ifølge Michael Lund Kristensen, at skuespillerne er amatører og derfor både kan lave fejl men også kan finde på at lave sjov med de andre skuespillere på scenen.
En del af charmen ved dilettantteater er ifølge Michael Lund Kristensen, at skuespillerne er amatører og derfor både kan lave fejl men også kan finde på at lave sjov med de andre skuespillere på scenen.

For Michael Lund Kristensen startede det hele for 20 år siden, da han sammen med nogle venner var inde at se et godt gammeldags dilettantteater.

Efter forestillingen - og en hel masse alkohol - kom han til at sige ja til at være med i teaterstykket året efter, og det har hængt ved lige siden. 

- Der er så mange gode grin og godt samvær ved at være dilettant, at det bider en som en besættelse. Når man øver et stykke og får fornemmelsen af, at det begynder at sidde i skabet, så giver det et kæmpe kick, fortæller han. 

De første mange år var Michael Lund Kristensen med som skuespiller, men han er sidenhen overgået til at være instruktør og formand for Erritsø Dilettanterne. 

Fremgang og positive tendenser

Til trods for Erritsø Dilettanternes store succes, har dilettantteater siden 80'erne lidt gevaldigt, og for manges tilfælde har det formentlig virket helt uddødt. Men nu kan der være positive tendenser at spore på området. 

Det mener de i hvert fald hos Dansk Teaterforlag, der varetager rettighederne til forestillinger på amatørteatre. Et kig i deres databaser har afsløret, at antallet af dilettant-/amatørteaterforeninger er steget med ti procent siden 2012.

Dansk Teaterforlag estimerer, at omkring 35.000-40.000 mennesker årligt beskæftiger sig med amatørteater og herunder dilettantteater, og Thomas Bødker er overbevist om, at amatørteatret stadig har masser fremtid. 

- Vi har brug for fællesskabet, og det er lige meget, om det er sport eller teater, man melder sig til. Forskellen er måske, at man kan spille teater til man er 100, og det er lidt sværere med sport, siger han og fortsætter: 

- Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at en så langstrakt tradition som dilettantteater kan uddø. 

Skolekomedie for voksne

Hos Erritsødilettanterne kan de ikke alene mærke, at interessen for at være med i dilettantteater er stigende, men også at interessen for at være publikum har været opadgående. 

- Da jeg startede var det to eller tre forestillinger om året, og nu er vi oppe på at spille hele ti forestillinger, så et eller andet må vi gøre rigtigt, siger Michael Lund Kristensen.

Ifølge Michael Lund Kristensen tager det meget fritid at være dilettant, da en hovedrolle nemt kan have 200 replikker, de skal kunne udenad.
Ifølge Michael Lund Kristensen tager det meget fritid at være dilettant, da en hovedrolle nemt kan have 200 replikker, de skal kunne udenad.

Og han har da også et godt gæt på, hvorfor folk så gerne køber billet til deres forestillinger. 

- Dilettantteater er jo en slags skolekomedie for voksne, så det er jo din nabo eller den lokale slagter, der pludselig står på scenen i dametøj, siger han. 

En anden ting Michael Lund Kristensen lægger vægt på i den forbindelse er, at det har en særlig charme at se amatørteater, for der er aldrig to forestillinger, der er ens.

- Man kan både komme til at lave fejl, men man kan også lave sjov med de andre på en god måde, fortæller han og fortsætter:

- Jeg har oplevet at en medskuespiller drev sådan rundt med mig, at jeg blev helt rød i hovedet, og da jeg så var ved at eksplodere, så tog han mig på kinderne og gav mig et ordentlig smækkys, og så skreg hele salen af grin.

Alt overskud fra dilettantteatret i Erritsø går ubeskåret til den lokale idrætsforening, der til gengæld hjælper til med frivillige under forestillingerne.