Oversigt

Unik ledning kan få betydning for danskernes elregning

I Nordsøen ligger verdens længste elkabelforbindelse. Den går i land på vestkysten og ender i en omformerstation i Vejen. Og så har den indtjent 20 millioner euro siden december.

Penge, som i følge en pressemeddelelse fra Energinet, kan komme de danske forbrugere til gode.

Viking Link, som er navnet på elkabelforbindelsen, er et samarbejde mellem det engelske National Grid og det danske Energinet.

De to virksomheder deler indtægten på midten, men den del, som så går til den Fredericia-baserede virksomhed, kan danskerne komme til at nyde godt af. Altså skulle Energinet vælge at investere penge i det danske el-system og dermed mindske tarifferne.

Det fremgår dog ikke af pressemeddelelsen, om Energinet rent faktisk vil investere indtægterne i det danske el-system.

Tilbage i slutningen af december i 2023, blev den første strøm sendt gennem den 765 kilometer lange ledning, men i dag afholdte man den officielle indvielse.