Kong Christian X ”rider” igen i fodgængerfelterne

Aabenraa har udstyret to lyskryds med ryttersymboler, der skal minde gående og kørende om Genforeningen næste år.

Berlin har Ampelmännchen, Fredericia har Landsoldaten og Odense H.C. Andersen. Nu har Aabenraa så også fået sit helt unikke symbol i trafiklysene ved fodgængerovergangene.

Kong Christian X er fra i dag hovedpersonen på to lysreguleringer i Aabenraa, som går under betegnelsen Genforeningslyssignal.

Fredag morgen tyvstartede borgmester Thomas Andresen (V) fejringen af Genforeningen 2020 ved at indvie to trafiklys med det særlige symbol foran det grønne og røde lys.

- Vi synes, det er en god gimmick og noget, der sætter Genforeningen på landkortet, siger han til TV SYD midt i morgentrafikken. 

Aabenraas borgmester Thomas Andresen indviede fredag morgen byens kongelige lyskryds.
Aabenraas borgmester Thomas Andresen indviede fredag morgen byens kongelige lyskryds.
Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

Rytteren bliver hele 2020 

Det drejer sig om de to centrale lyskryds Løgumklostervej/Haderslevvej og Camma Larsen Leddets vej/Haderslevvej - altså umiddelbart nord og syd for Folkehjem på Haderslevvej, som spillede en stor rolle for Sønderjyllands - eller Nordslesvigs, om man vil - genforening med resten af Danmark.

- Vi holder jo alle ved lyskryds, og dermed bliver vi gjort opmærksomme på, at 2020 virkelig er et festår, siger Thomas Andresen, der fredag morgen uddelte gratis kaffe og kløben (tyske juleboller, red.) til de første 100 morgenfriske trafikanter.

Kong Christian X vil lyse i Genforeningens tegn indtil udgangen af 2020.