Pårørende til beboere på Odinsgård kræver handling nu

16 pårørende til beboere på Odinsgård har sendt et bekymringsbrev til politikerne. De kræver handling nu og mangler tillid til det nye Odinsgård.

'Ingen, til nu, tager ansvar for at stoppe ulykken'. Sådan lyder det i et brev, som 16 pårørende til beboere på Odinsgård mandag sendte til Social- og Handicapudvalget i Haderslev Kommune.

En af underskriverne er Lis Hansen, der er mor til 19-årige Mathias Hansen, den multihandicappede unge mand, som ikke fik basal hjælp som en tår vand eller en tør ble på Odinsgård, som det blev vist i TV 2s dokumentar 'Operation X - et nødråb i Natten'

- Vi mangler en akutplan. Der skal ske noget nu og her, lyder det fra Lis Hansen.

Ønsker en privat aktør og handling nu

Pårørende har flere gange ytret, at de ikke har tillid til, at Haderslev Kommune kan løfte opgaven med at skabe et nyt Odinsgård, som det er planen.

Lis Hansen
Lis Hansen har sammen med 15 andre pårørende skrevet et bekymringsbrev til Haderslev Kommune. De tror ikke, at det er muligt at genrejse Odinsgård i kommunalt regi.
Foto: Josephine Maria Møller, TV SYD

I bekymringsbrevet skriver de 16 pårørende, at de vil henlede opmærksomheden på, at kommunen har modtaget et tilbud fra private aktører, der kan stille kompetent ledelse og ekstra fagligt personale til rådighed her og nu.

- De skal privatisere Odinsgård for at få min tillid, og så skal de gøre noget i dag, siger Lis Hansen.

Politikere tror fortsat på Odinsgård 'genopståen' 

Brevet er sendt til Social- og Handicapudvalget i Haderslev Kommune. 

Kommunen har inviteret medarbejderne, pårørende og beboerne til individuelle samtaler for at høre, hvad de forestiller sig Odinsgård skal se ud. 

Udvalgsformanden for Social- og Handicapudvalget, Lene Bierbaun, (V), erkender, at der er langt igen.

- Vi har ikke det Odinsgård, som er trygt for beboerne. 

Men hun tror fortsat på, at stedet kan blive et trygt og godt sted for de handicappede beboere med den rette bemanding. 

Én af de ting, som er i gang lige nu, er, at der er ekstern ledelsesopbakning på Odinsgård, og der er opnået opnormering på det sygeplejefaglige personale, sådan at vi er endnu tættere på både de pårørende og selvfølgelig også dem, der bor der. Og selvfølgelig også det personale, der er på stedet, siger Lene Bierbaum.

Lis Hansen har onsdag anlagt sag mod Haderslev Kommune for umenneskelig og nedværdigende behandling af sin søn, Mathias.
Lis Hansen har onsdag anlagt sag mod Haderslev Kommune for umenneskelig og nedværdigende behandling af sin søn, Mathias.

De individuelle samtaler har kommunen taget hul på.

- Lige nu afventer resultatet af disse samtaler med beboere, pårørende og medarbejdere, der kan danne et billede af det nye Odinsgård, siger Lene Bierbaum.

Ifølge udvalgsformanden er kommunen i fuld gang med at løse problemet på Odinsgård. Men det er ikke den opfattelse Lis Hansen sidder tilbage med.

- Det offentlige har nu prøvet igennem de sidste otte til ti år at køre i Odinsgård, og det fungerer stadigvæk ikke, siger Lis Hansen.

Lis Hansen har i dag onsdag sagsøgt Haderslev Kommune for umenneskelig og nedværdigende behandling af sin søn