Plejehjemsbeboer dør efter vold fra anden beboer
En 99-årig kvinde er afgået ved døden, efter en 74-årig dement mandlig medbeboer lørdag udøvede vold mod kvinden.
Hændelsen skete lørdag formiddag, hvor politiet blev tilkaldt til plejehjemmet Kongebrocentret i Christiansfeld.
Kvinden havde, ifølge Sydøstjyllands Politi, pådraget sig flere skader fra den mandlige beboer og blev bragt til skadestuen.
Søndag morgen melder politiet, at kvinden er afgået ved døden.
De pårørende er underrettet, og Sydøstjyllands Politi er i dialog med Kolding Kommune om hændelsen.
Sideløbende med politiets undersøgelser gennemgår Kolding Kommune sine procedurer, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.