Han var træt af sit beskidte job, så han byggede et økologisk minisamfund med 300 mennesker

For folketingspolitikeren Søren Egge Rasmussen har naturen og miljøet altid været definerende for både hans private og politiske liv.

På loftet af en af de mange etageejendomme i Aarhus gik tømrer Søren Egge Rasmussen rundt i starten af 1990'erne.

Der var varmt, og sveden piblede af ham.

Som så mange gange før var han ved at efterisolere med mineraluld.

Den gule slags der drysser og nærmest magnetisk finder vej til huden og stikker som tusindvis af små nåle.

quote

Når man vokser op langt ude i skoven, så tror jeg ikke, at man kan undgå at blive miljøbevidst

Søren Egge Rasmussen, folketingsmedlem, Enhedslisten

Lige så mange som de små fibre var, lige så svære var de også at vaske af i badet.

Og så var der også al den trykimprægnerede træ.

Det, der skulle være en naturlig del af en tømrers hverdag, var for Søren Egge Rasmussen unaturligt.

Noget nyt måtte der ske.

Det første spadestik til et nyt liv kom i form af et opslag på en opslagstavle i aktivitetshuset 'Huset' i Aarhus.

Det vender vi tilbage til.

Ny på Borgen - igen

Søren Egge Rasmussen er med i TV SYDs tv- og artikelserie 'Ny på Borgen', hvor vi kommer tættere på, hvem de nyvalgte politikere er som mennesker og politikere.

Men helt ny på Christiansborg er han dog ikke.

I 2015 blev han valgt ind i Folketinget for Enhedslisten i Østjyllands Storkreds.

quote

Når man har fri, så skal man også nogle gange slukke sin telefon og holde helt fri

Søren Egge Rasmussen, folketingsmedlem, Enhedslisten

Men ved valget 1. november 2022 stillede han op i Sydjyllands Storkreds og kom ind.

Selvom han er nyvalgt her i landsdelen, så ligger nogle særlige aktiviteter i Syd- og Sønderjylland tæt på hans politiske hjerte.

Det kommer vi også tilbage til. 

'Ny på Borgen'

Otte politikere fra Sydjyllands Storkreds er stemt ind på Christiansborg for første gang. De er med andre ord hver især 'Ny på Borgen', som også er titlen på en række af artikler og tv-indslag. Her besøger vi politikerne for at blive klogere på, hvem de er, og ikke mindst hvad de vil udrette på Christiansborg.

Serien bliver sendt hver lørdag og kan ses på TV SYD PLAY.

Det første spadestik

På opslagstavlen i 'Huset' i Aarhus hang en særlig lap papir, der skulle blive definerende for Søren Egge Rasmussens liv.

På opslaget stod der, at der skulle bygges et stort bofællesskab i Hjortshøj 15 kilometer nordøst for Aarhus.

Man søgte håndværkere til opgaven.

quote

Det giver mig en ro at rode i jorden

Søren Egge Rasmussen, folketingsmedlem, Enhedslisten

Denne gang var materialerne mere naturlige og med mere omtanke for naturen og for de mennesker, der skulle bebygge og bebo husene.

Mineraluld var byttet ud med papiruld.

Så i starten af 1992 var Søren Egge Rasmussen med til at sætte første spadestik i jorden og så de første frø til ikke kun Andelssamfundet i Hjortshøj, men også til sit eget liv.

For han var selv så betaget af tankegangen i bofællesskabet, at han selv i 1997 flyttede ind i det hus, hvor han nu på 25. år bor med sin kone blandt 300 børn og voksne.

Her er der både fællesspisninger og delebiler.

Men for fem år siden skiftede han delebil, cykel, bus og tog ud med egen bil, selvom det var unaturligt for ham.

Søren Egge Rasmussen

  • Født 2. juli 1961 i Fussingø Vandmølle

  • Har de sidste 25 år boet i Andelssamfundet i Hjortshøj med sin kone

  • Uddannet tømrer og uddannet økologisk landmand

  • Har siddet i Folketinget for Enhedslisten siden 2015 - først fra Østjyllands Storkreds, siden fra Sydjyllands Storkreds

  • Energi-, landbrugs-, fødevare, dyrevelfærds-, fiskeri- og forsyningsordfører

  • Tidligere byrådsmedlem i Aarhus Kommune

  • Har haft en lang række tillidshverv - bl.a. bestyrelsesformand for energiselskabet NRGI og bestyrelsesformand for Havvind Aarhus Bugt A/S

Kilde: ft.dk

Det naturlige er naturligt

Søren Egge Rasmussen er opvokset på landet ved Fussingsø vest for Randers.

Hans far var skovfoged, så han har altid været tæt på naturen, og det er også et vigtigt emne for ham politisk.

- Når man vokser op langt ude i skoven, så tror jeg ikke, at man kan undgå at blive miljøbevidst.

Det er han også i bofællesskabet, hvor han har brugt sin viden som økologisk landmand til at dyrke grøntsager på bofællesskabets marker.

Så det naturlige har altid været naturligt for ham.

- Jeg har altid sat pris på at have en have og dyrke noget forskellig frugt og nogle specielle grøntsager. Det giver mig en ro at rode i jorden.

Søren Egge Rasmussen
Søren Egge Rasmussen er uddannet tømrer og økologisk landmand. Selvom han ikke arbejder som landmand længere, så bruger han sin viden til at dyrke grøntsager på bofællesskabets marker.
Foto: Troels Sørensen, TV SYD

Der er langt fra Christiansborgs bonede gulve til den fede jord, som bofællesskabet hviler på.

- Man har også brug for ikke at være på Christiansborg. Så når man er på Christianborg, skal man være der 100 procent. Og når man har fri, så skal man også nogle gange slukke sin telefon og holde helt fri. Og det kan man gøre, når man dyrker sin egen have.

Bofællesskabet har en traktor og de grundlæggende redskaber til at dyrke jorden. Resten lejer de sig til hos en maskinstation.

- Det er kæmpe plus, at man ved, hvor fødevarerne kommer fra. Det giver en nærhed til det, man spiser. Man skal vænne sig til at spise noget, der ikke er transporteret jorden rundt. Jeg går ikke i butikker og køber asparges fra Chile, så vil jeg hellere undvære og vente til foråret med at spise asparges.

Lige for tiden er det særligt rosenkål, der fylder i Søren Egge Rasmussens fletkurv.

Selvom rosenkål deler vandene, så kan han godt lide dem. 

Søren Egge Rasmussen (EL) ved et pressemøde om bred politisk Power-to-X-aftale i Klimaministeriet i København, tirsdag den 15. marts 2022.
Søren Egge Rasmussen (EL) ved et pressemøde om bred politisk Power-to-X-aftale i Klimaministeriet i København, tirsdag den 15. marts 2022.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

I medvind og modvind

Noget andet, der deler vandene, er vindmøller.

Men dem er Søren Egge Rasmussen også fan af.

Han er ikke i tvivl om, at de er svaret på den grønne omstilling - også vindmøller på land. Men det går for langsomt med at sætte dem op.

- Det ser ud til, at der ikke bliver stillet landvindmøller op i 2023 og 2024. Vi har jo vedtaget, at vi skal firdoble den vedvarende energi på land i Danmark. Der er det nødvendigt, at vi stiller vindmøller op på land. Det er den billigste udbygning af vedvarende energi.

Esbjerg et vigtigt knudepunkt for den danske vindmølleindustri, og det er netop denne aktivitet, som ligger tæt på hans politiske hjerte. 

Derfor er han som energiordfører også glad for at repræsentere Enhedslisten i Sydjyllands Storkreds.

- Esbjerg Havn er et vigtigt sted for vindmølleeksporten fra Danmark fra flere selskaber. Der er godt 8.000 arbejdspladser i vindmølleindustrien i Sydjylland. Jeg tror, det bliver langt flere i fremtiden, og at Esbjerg Havn får en større betydning i fremtiden, siger han.

Det er besluttet, at der skal etableres en energiø i Nordsøen - Danmarks største anlægsprojekt.

Der har været flere bud på, hvordan energiøen kunne udformes. Her er et bud fra Esbjerg Havn selv.
Der har været flere bud på, hvordan energiøen kunne udformes. Her er et bud fra Esbjerg Havn selv.

Her mener han, at han har et ansvar for, at det hele går ordentligt til.

- Vi kan sikre os, at de tidsplaner, der er, bliver overholdt. Så det bliver realiseret. Vi skal lave flere aftaler, som håndterer, at der skal være et udbud. Hvad er det for nogle selskaber, der ender med at skulle lave energiøen? Og hvad er det for nogle vindmøller, der skal stilles op? Det er jo stadig uafklaret.

På samme måde vil han bruge sin kærlighed til naturen og fællesskabet til at præge den politiske dagsorden på Christiansborg.

Så længe han har mulighed for det vel at mærke.

Efter denne periode skal han nemlig vige pladsen for en ny på grund af Enhedslistens rotationsprincip.