Oversigt

Butikscenter evakueret - unge opfordres til at henvende sig

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer de unge, der torsdag eftermiddag løb rundt med legetøjsvåben i butikscentret Borgen i Sønderborg, til at henvende sig til politiet.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog torsdag klokken 15.49 en anmeldelse fra en borger, der havde set en ung mand i shoppingcentret med en revolver. Af sikkerhedsmæssige årsager blev centret evakueret. Efter et par timer var situationen normaliseret.

Politiet efterforsker nu sagen og har blandt andet gennemset overvågningsbilleder og videoovervågningsmateriale fra centeret, der dokumenterer, at to unge mænd løb rundt og legede med legetøjsvåben. Der kan være tale om et strafbart forhold, hvilket efterforskningen vil afklare.

De unge er endnu ikke identificerede, men politiet opfordrer dem til at henvende sig til politiet. Der er tale om to yngre mænd. Har du informationer, der kan hjælpe politiet i efterforskningen, så ring på 1-1-4.