Skole i Sønderborg sender elever hjem resten af året

612 elever og knap 70 ansatte sendes hjem på Ulkebøl skole.

Eleverne på Ulkebøl skole skal ikke møde op resten af året, fordi der er sket en smittespredning blandt elever og lærere. 

Allerede i sidste uge sendte skolen 0. - 2. klasse hjem på grund af flere smittetilfælde. Nu er smitten steget yderligere på skolen, og derfor har skolen set sig nødsaget til at træffe beslutningen sammen med Sønderborg Kommunes sundhedsberedskab.

- Der er ingen tvivl om, at det på ingen måde er en rar beslutning. Det har ikke været en let beslutning, for det har stor betydning i alle hjem. Men situationen taget i betragtning, så er smitten et sted, hvor vi har været nødt til at tage den her beslutning, siger skoleleder på Ulkebøl skole Elin Lei Bergmann. 

Men det er ikke en juleferie, som eleverne sendes hjem på. Alle årgange får tilsendt materiale, som bliver en del af den fjernundervisning, der kommer til at foregå.

quote

Jeg har ikke haft nogen opkald fra frustrerede forældre. Tværtimod har nogle enkelte skrevet 'Tak, fordi du passer på vores børn'.

Elin Lei Bergmann, Skoleleder, Ulkebøl skole.

Står til rådighed

Der er nu en del forældre, der skal finde ud af, hvordan de får den kommende uge til at fungere. Forældre, der har børn i 0. - 3. klasse, får dog en hjælpende hånd. Hvis de ikke kan finde en løsning, så står skolen til rådighed, lyder det fra skolelederen.

- Vi er selvfølgelig klar med nødpasning mandag morgen til de forældre, som absolut ikke har andre muligheder for pasning, fx fordi de varetager kritiske funktioner på vores sygehuse, siger skoleleder på Ulkebøl skole Elin Lei Bergmann.

Nødpasningen kommer til at foregå på fire forskellige områder med minimum personale, så de fire årgange holdes adskilt.

Stor forståelse fra forældre

Skolelederen fortæller, at det har været en svær beslutning, og derfor var det en lettelse, at forældrene har været positive over beslutningen.

- Der er en stor forståelse blandt forældrene, og jeg vil faktisk gerne takke dem. Igennem hele det her har de været utroligt samarbejdsvillige og viser stor tillid til os. Så jeg har ikke haft nogen opkald fra frustrerede forældre. Tværtimod har nogle enkelte skrevet 'Tak, fordi du passer på vores børn', fortæller Elin Lei Bergmann.

Børnehus sender også børn hjem

Kort tid efter beslutningen om at sende eleverne på Ulkebøl skole hjem, har Børnehuset i Ulkebøl også valgt at sende børn hjem. 26 vuggestuebørn og 10 voksne er i dag sendt hjem, efter et af børnene er testet positiv for covid-19. 

Der er dog ikke tale om en nedlukning af Børnehuset, som det er tilfældet med Ulkebøl skole.