Cirkusvogn, københavnertrailer og skovarbejdervogne: Henriks glampingvogne gemmer på overraskende historier

På en ferie til USA fik ægteparret Nina og Henrik Loff fra Aabenraa luftet masse kreative tanker. Det var dog først, da verden blev ramt af Covid-19-pandemien, at parret for alvor fik stablet deres glampingplads på benene. Nu kan gæster overnatte i ti forskellige vogne, der hver gemmer på sin egen historie.

Fuglene kvidrer, og søen står spejlblankt. Med 55 hektar jord har ægteparret Nina og Henrik Loff placeret ti anderledes glampingvogne på Krusmølle Glamping, der ligger syd for Aabenraa.

I mere end 30 år har parret drevet Krusmølle, som huser selskabslokaler, butik og kreative værksteder, men da Ninna og Henrik Loff var på motorcykelferie i USA for fem år siden, fik de en idé.

- Vi blev inspireret på vores tur, og det satte skub i nogle tanker om at udnytte pladsen, vi har. Året efter købte vi en cirkusvogn, men det var først for alvor, da coronapandemien ramte os, at vi brugte tiden på at gå all-in, siger glampingejeren, der nu har ti vogne til overnattende gæster samt en fællesvogn med bad og toilet.

Henrik Loff blev på en motorcykelferie i USA inspireret til at lave en glampingplads.
Henrik Loff blev på en motorcykelferie i USA inspireret til at lave en glampingplads.
quote

Den havde været et gammelt værksted med træbænke.

Henrik Loff, ejer, Krusmølle Glamping

Cirkusvognen

Den første vogn så Henrik Loff første gang, efter hans kammerat sendte ham et link. Han ville vise ham noget anderledes. En cirkusvogn.

Vognen er fra 1960 og har været en del af et lille tysk cirkus. Det var dog en 24-årig tysk kvinde, som Henrik Loff fik kontakt til. Hun havde sin egen lastbil og ville sammen med sin kæreste ombygget vognen til parrets hjem. Det skete dog ikke. 

- Da jeg havde snakket med den tyske kvinde, lavede jeg en handel og hoppede på en lastbil, så jeg kunne få vognen med hjem. Jeg måtte bare eje den, forklarer Henrik Loff. 

For fire år siden blev den tidligere cirkus fragtet til Danmark og er nu ombygget til en glampingvogn.
For fire år siden blev den tidligere cirkus fragtet til Danmark og er nu ombygget til en glampingvogn.
Foto: Anne Bolding, TV SYD
Den sorte væg for enden er bagvæggen af badeværelset, som ligger sammen med soveværelset, der er bag døren til højre i billedet.
Den sorte væg for enden er bagvæggen af badeværelset, som ligger sammen med soveværelset, der er bag døren til højre i billedet.
Foto: Anne Bolding, TV SYD
Glampingvognen har tidligere været en cirkusvogn i et lille tysk cirkus.
Glampingvognen har tidligere været en cirkusvogn i et lille tysk cirkus.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Han satte kurs mod den østrigske grænse, og da vognen var hjemme i Danmark igen begyndte arbejdsprocessen.

- Kakkelovnen røg ud, og vi fik sat store vinduespartier i den ene side. Det kom til at blive et dyrere projekt end først antaget, men den er jo blevet super fed, hvis jeg selv skal sige det, siger han og røber ikke prisen for hele istandsættelsen. 

Københavnertrailer

Glampingpladsens nummer fem står i læ af høje træer og buske, men det er der en særlig grund til.

- Vi har gemt den væk ved at lave en hyggelig sti ved vandkanten, så andre ikke kan kigge ind, og man derfor har noget privatliv, forklarer glampingejeren, der fandt vognen inden for landets grænser.

Københavnertraileren stod på Amager og var et gammelt værksted.
Københavnertraileren stod på Amager og var et gammelt værksted.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

- Den stod på Amager. Den havde været et gammelt værksted med træbænke, som vi rykkede ud. Jeg faldt for vognens afrundede tag, som bare er et must for vores vogne. Det er mere indbydende og spændende at arbejde med.  

Ligesom med resten af vognene på pladsen, så har Henrik Loff kun set den 26 år gamle trailer fra Amager på billeder, inden han lavede en handel.

Skovarbejdervogne

De fleste vogne på Krusmølle Glamping er skovarbejdervogne. Glampingejeren har flere gange kørt til Tyskland for at hente de små vogne, som både danske og udenlandske gæster overnatter i.

Fra tidligere at være en skovarbejdervogn til nu at stå i læ af høje træer og buske og have overnattende glampinggæster.
Fra tidligere at være en skovarbejdervogn til nu at stå i læ af høje træer og buske og have overnattende glampinggæster.
Foto: Anne Bolding, TV SYD
En dobbeltseng, et lille køleskab og et bord lavet af egetræ møder gæsterne i glampingpladsens nummer 3.
En dobbeltseng, et lille køleskab og et bord lavet af egetræ møder gæsterne i glampingpladsens nummer 3.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

1000 kilometer nede i nabolandet stod den glampingvogn, som nu har vognnummer tre. Vognen har tidligere været en skovarbejdervogn, men selvom vognen har 30 år på bagen, så passer den netop ind i konceptet hos ægteparret Loffs glampingplads.

- De tyske skovarbejdere har haft en vogn, der var delt op i to. Foran var der et værksted med filbænke, mens der bag i vognen var et bord og en kakkelovn, som arbejderne kunne varme sig på, forklarer Henrik Loff, som er sikker på, at de tidligere skovarbejdere ville blive overrasket, hvis de så glampingvognen nu.

- Hvis de kom og så vognen nu, så tror jeg, at de ville sige, at det ikke er den her vogn, de har arbejdet i. Nu står den jo med et stort vinduesparti i og falder i med naturen, siger han. 

Krusmølle

Krusmølles historie begyndte i 1521. 


Den blev grundlagt af hertug Hans den Ældre, og i 1713 overgik den til kongen.


Møllen var en kornmølle, som i 1877 blev hjemsøgt af en ildebrand. Ni år senere blev visse bygninger i og omkring møllen genopført.


Mølleriet mistede siden betydning i tiden mellem de to verdenskrige, fordi bønderne begyndte selv at male deres korn.


I 1972 blev mølledammen og møllebygningen udstykket fra landbrugsejendommen, og i 1986 overtog Nina og Henrik Loff ejendommen med stuehus, driftsbygninger og ejendom.


Kilde: Krusmoelle.dk