En kendt tysk stork satte sig mandag morgen i reden i Smedager - det skulle den ikke have gjort

En tysk stork er mandag morgen landet i reden i Smedager. Den blev efterfølgende angrebet af den stork, der ankom for en uge siden.

Artiklen er opdateret med oplysninger om, hvor storken er fra, og hvor gammel den er.

En tysk stork har mandag morgen sværmet om reden i Smedager. Den landede kortvarigt i reden omkring klokken 8 og sad der i cirka 5 minutter,  før den blev angrebet af den stork, der ankom søndag den 7. marts, og som de hos storkene.dk formoder er enten Bonnie eller Clyde, og som erobrede reden fra Annika sidste år. 

Her er den tyske stork få sekunder inden, den blev angrebet af enten Bonnie eller Clyde mandag morgen.
Her er den tyske stork få sekunder inden, den blev angrebet af enten Bonnie eller Clyde mandag morgen.

Den tyske stork stammer fra Satrup i regionen Midtangel, der ligger syd for Flensborg, viser aflæsningen af ringmærket, der bærer nummeret 7T113.

Storken er klækket i 2017 og er dermed fire år gammel og netop kønsmoden. Og ved nærmere eftersyn viser det sig, at storken er den ene af det par, der sidste år i maj kortvarigt rugede på et æg i reden i Broderup syd for Tinglev, men som de så efterfølgende forlod.

- Det er fantastisk, den er tilbage. Nu viser det sig, den også her mandag morgen er set i både Eggebæk, hvor storkeparret også opholdt sig sidste år, samt på reden i Broderup, hvor de i cirka fire uger rugede på ægget, fortæller Jess Frederiksen.

Se på kortet hvor Eggebæk og Broderup ligger:

Nu håber han, at det betyder, at der også kommer et ynglende par i en af rederne i enten Broderup eller Eggebæk:

- Det er gode tegn, at den er set ved rederne, hvor den også opholdt sig sidste år. Nu må vi krydse fingre for, den slår sig ned og venter på sin mage. Med fire år så er den kønsmoden og helt klar til at yngle, siger Jess Frederiksen.