Unge og umodne: Storkepar forlader rede og æg i Broderup

Det nye storkepar i Broderup er ikke set i reden siden tirsdag klokken 15. De efterlader et æg.

Det storkepar, som har slået sig ned i en rede i Broderup tæt på den dansk-tyske grænse, er holdt op med at ruge på det ene æg, de har ligget på siden 17. maj. Tirsdag eftermiddag ved 15-tiden har de forladt reden og er ikke set siden.

- Det er møgærgerligt, siger Mogens Lange fra Storkene.dk

Umodenhed får par til at forlade rede

Han regner med, det er storkenes unge alder, der er årsagen til, at de har forladt reden.

- Hanstorken er tre år gammel, ved vi fra hans ringmærke, og det er meget ungt for en stork at slå sig ned for at yngle, og hvis hunnen er ligeså ung, så er de nok for unge og umodne, forklarer Mogens Lange og fortsætter:

- Deres hormoner har simpelthen ikke været stærke nok til at fortælle dem, hvordan de gennemfører en hel ynglesæson.

Normalt er storke mindst fire år, før de begynder at yngle.

- Det unge par her har øvet sig, og vi regner med, at de måske har set andre storke på himlen, og så er de fløjet afsted for at nyde det mere frie storkeliv som de unge storke, de er, mener Mogens Lange.

Ingen ulykke

Han og folkene fra Storkene.dk regner ikke med, at der er sket en ulykke, eller de er jaget væk af en havørn eller andre rovdyr.

- Så ville det med stor sandsynlighed kun være den ene stork, der ville være væk - ikke dem begge - og vi har intet fundet, der indikerer, at der skulle være sket noget med dem begge, siger storkeeksperten.

Reden står fantastisk til nyt par

Mogens Lange er dog ret fortrøstningsfuld.  Han tror på, at et nyt par vil slå sig ned i reden enten i år eller senest til næste år.

- Reden står fantastisk. Det er meget tæt på Tyskland, hvor der er rigtigt mange storke. Samtidig står den helt tæt på vådområder, hvor det er let for dem at finde føde. Så det er ideelle betingelser for fremtidige storkepar.

Skuffet værtsfamilie

- De var der begge om morgenen. Ved 14.30-tiden observerede vores store pige, Christina, en stork i reden - og det var sidste gang, nogen af os så noget dem, fortæller Monika Jacobsen, der bord på gården, hvor reden i Broderup står.

Nogle timer senere blev familien for alvor bekymret, da storkene ikke var vendt tilbage.

- Nu har en af dem ligget uafbrudt og ruget i reden siden den 17. maj, så vi blev meget urolige, forklarer Monika Jacobsen. 

Familien kontaktede storkene.dk, og sammen fik de arrangeret, at en nabo kom med en lift, så man kunne komme op for at se, om der var noget i reden, der kunne forklare, hvorfor storkene var fløjet.

- Der lå det ene æg i reden, og det var helt intakt, og dermed var alt, som det burde være, siger Monika Jacobsen.

Familien Jacobsen ærgrer sig over, at storkeparret er væk.

- Vi har jo brugt mange timer på at holde øje med dem og fodre med fisk, og det har været så spændende, og så er det bare slut. Det er så trist, siger Monica Jacobsen, der er helt klar til et nyt par slår sig ned.

- Vi håber, det bliver allerede i år, siger Monika Jacobsen.