Storkekiggere går ind i privat have for at komme tæt på rede

Landmandsfamilie føler sig overrendt af respektløse storkekiggere.

Landmand Jep Jepsen mener ikke, der nogensinde har været så mange gæster i Uge, som nu. Og han er blandt dem, der ved den slags. Han er syvende generation på gården i landsbyen med blot 232 indbyggere femten kilometer sydvest for Aabenraa.

Årsagen er det storkepar, som sammen med foråret er flyttet ind i den nye rede, som han sagde ja til, at storkene.dk måtte sætte op på familiens  landbrug tæt på deres private have. Og det er problemet.

quote

Forleden fik vi besøg af en gæst fra København. Han kørte helt ind på gårdspladsen. Vi måtte bede ham om at parkere et andet sted

Jep Jepsen, landmand, Uge.

- Vi er virkelig overrasket over, så mange mennesker, der vil se storkene så tæt på, siger Jep Jepsen, mens han fortæller, hvor lidt mange mennesker respekterer de private grænser for familiens gård og have. Der træder fremmede folk gerne ind for at få det bedste storkebillede med deres telefon.

- Forleden fik vi besøg af en gæst fra København. Han kørte helt ind på gårdspladsen. Vi måtte bede ham om at parkere et andet sted.

Stopsten

Storkereden står inde på Jepsens landbrug og tæt på familiens have. De har overvejet at sætte en stopsten i indkørsel, men problemet er, at den også vil stoppe for deres egne landbrugsmaskiner. Så mens landmand Jep Jepsen lige ser tiden an, så glæder han sig samtidigt over, at storke nu igen slår sig ned hos dem.

Landmand Jep Jepsen er overrasket over, at folk kører langt ind på hans ejendom for at komme tæt på storkene.
Landmand Jep Jepsen er overrasket over, at folk kører langt ind på hans ejendom for at komme tæt på storkene.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

- Min bedstefar fortalte, at vi havde storke, og nu har vi det så igen. Det må da også være et tegn på, at vi gør noget rigtigt i landbruget med blomsterstriber og varieret føde til naturens dyr og den slags, siger Jep Jepsen.

Storkereden i Uge inde på Jep Jepsens gård.
Storkereden i Uge inde på Jep Jepsens gård.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD