Dyrlæge i Afrika holder øje med stork fra Smedager

Storken Cort, der er født sidste år i reden i Smedager, er på vej hjem til Danmark. Vinteren har den tilbragt i Marokko, hvor den har haft sin egen skytsengel, en engel ved navn Mustapha.

Hvem er bedre til at passe på et dyr end en rigtig dyrlæge. Sådan en har holdt øje med storken Cort fra Smedager, mens den har overvintret i Marokko. 71-årige Mustapha Abidi er pensioneret dyrlæge og har viet sit otium til at holde øje med de europæiske storke, der overvintrer i hans hjemland, Marokko.

quote

Mange gange kom den (Cort red.) mig i møde og landede lige foran mig, så jeg både kunne fotografere og videofilme den

Mustapha Abidi, dyrlæge, Marokko

- Min interesse for storkene begyndte i 2016, da jeg opdagede, at der ikke fandtes nogen muligheder for at hjælpe storke, der på en eller anden måde havde brug for hjælp, fortæller den pensionerede dyrlæge.

Her er Cort fra Smedager på gennemrejse i Marokko.
Video: Mustapha Abidi

Mustapha Abidi er født i Kasba Tadla i det centrale Marokko og er vokset op sammen med sine 22 brødre og søstre. Han er uddannet på Institut Agronomique et Alimentaire Hassan II, der svarer til vores KU SUND, og som ligger i hovedstaden Rabat.

I løbet af sit arbejdsliv har han været med til at identificere og finde en vaccine mod en frygtet sygdom, der rammer får og geder i Vestafrika og Mellemøsten.

I dag bor han i Kénitra, der ligger 40 kilometer fra Rabat, og som får rigtigt mange storke på besøg hver vinter.

Cort lige uden for Kenitra i Marokko. Cort er filmet af dyrlæge Abidi Mustapha, som interesserer sig meget for storke. Cort har opholdt sig dér hele vinteren 2022/2023. Cort er klækket i reden i Smedager i 2022.
Video: Abidi Mustapha

- Der er hundredevis af storke, der kommer forbi mig, mange af dem med ringmærker, fortæller Dr. Abidi.

Og Monsieur Abidi er ikke alene.

- Antallet af observatører, der gør opmærksom på, hvis der er en stork, der er i problemer, er vokset hurtigt, og det har givet mig en masse at lave. Jeg må være klar syv dage om ugen og 24 timer i døgnet, fortæller den marokkanske storkeentusiast.

Dr. Abidi får nogle gange henvendelser fra folk, der bor mere end 100 kilometer væk, men til gengæld får han stor hjælp fra sine dyrlægekolleger i området.

Kénitra er et veritabelt storkerejsecenter. De mellemlander her, inden de vender hjem til alle kroge af Europa.
Video: Abidi Mustapha

Han anslår selv, at han har foretaget tusindvis af storkeobservationer og aflæst ligeså mange ringmærker på storke fra Spanien, Portugal, Storbritanien, Frankrig, Sverige, Schweiz, Holland, Polen, Østrig.... og Danmark.

Blandt de mange storke, som Dr. Abidi kan identificere på grund af ringmærker, er fire danske, Freddy, Miss Thomsen, Cort og Wilfried/Rens 2020.

Den sidstnævnte stork kom ynkeligt af dage, da den blev dræbt af de strømførende ledninger til TGV toglinjen, der går gennem Kénitra. Den måtte den alderstegne dyrlæge selv kravle op på sporene for at samle op. Freddy er også gået til den evige storkehimmel, Miss Thomsen er i skrivende stund stadig i Kénitra, men Cort er på vej hjem. Man kan følge Cort og de andre storke med GPS-sendere på app´en Animal Tracker.

Dr. Abidi har mødt Cort en snes gange, siden den mellemlandede i Kénitra den 13. januar i år.

- Mange gange kom den mig i møde og landede lige foran mig, så jeg både kunne fotografere og videofilme den, fortæller Mustapha Abidi.

Han har også mødt Cort i selskab med andre storke, der også havde en GPS-tracker, som Wendelin, Suseque, Thekla og Niendorfer fra Tyskland.

- Det er uforglemmelige og enestående øjeblikke, fortæller den pensionerede dyrlæge fra Kénitra.

Cort med GPS på ryggen i reden i Smedager. Billedet er fra sidste år.
Cort med GPS på ryggen i reden i Smedager. Billedet er fra sidste år.

Dr. Abidi hjælper ikke kun nødstedte storke med at komme sig inden hjemturen. De storke, som det går helt galt for, skaffer han også af vejen og sender eventuelle GPS-trackere til de rette ejermænd rundt om i Europa, seks styk er det blevet til på et år.

Mustapha Abidi bruger rigtigt meget tid på sit storkearbejde og vil gerne slutte med at takke sin familie.

- Jeg vil gerne takke min familie for deres støtte til mit arbejde. De accepterer, at jeg ofte er væk fra hjemmet i timer og dage uden afbrydelse, og det hele året rundt, siger den passionerede storkeven fra sit hjem i Marokko.