Oversigt

Farvel og på gensyn til storkereden på TV SYD+

Sommeren går på hæld, vejret bliver koldere og storkene er fløjet fra reden. Derfor sender vores egen TV-kanal, TV SYD+, i dag direkte fra reden i Smedager for sidste gang i 2023. Du kan fortsat følge med i reden på TV SYD Play.

Storkereden i Smedager har i denne sæson haft Connie, Thorkild, Holger og Clara boende.

Det har været en dramatisk sæson, der blandt andet har budt på slåskampe og partnerbytte.

I løbet af sæsonen har vi fået to nye storkeunger i Smedager. Det drejer sig om Holger og Clara, der efter en afstemning på TV SYD blev opkaldt efter tennis-stjernerne Holger Rune og Clara Tausson.

Holger og Clara fløj fra Storkereden omkring 15. august for at begynde vintertrækket.

Forældrene, Thorkild og Connie, er formodentligt fløjet kort tid efter. 

Storkereden vender tilbage næste år. Du kan læse et oprids af dette års storkesæson herunder.