Onsdag var sidst chance for at byde ind med navne til storkeunger

DNA-test af fjerprøverne fra de to unger i Smedager viser, at det er en han- og en hununge i reden. Udfyld skemaet med dit bud på, hvad de to unger skal hedde.

Opdatering: Det er ikke længere muligt at indsende navneforslag.

De to storkeunger i Smedager går i dag under navnene 0986 og 0987 ifølge ringmærket på det ene ben. Nu har en DNA-test lavet af fjerprøver kønsbestemt ungerne, og den viser, at 0986 er en han, og 0987 er en hun. 

Du kan følge ungerne og forældrene i reden i Smedager døgnet rundt.

Hanstork får GPS påsat.
Tirsdag fik hanstorkeungen GPS-tracker påmonteret. Det blev gjort af Kasper Thorup fra Statens Naturhistoriske Museum. Jesper Leegaard fra Storkene.dk assisterede sammen med Johannes Madsen fra Statens Naturhistoriske Museum.
Foto: Hans Skov

Vægtmæssigt passer det også meget godt. Hannen vejer hele 4 kilo og hunnen 3,3 kilo, da de blev vejet tirsdag i denne uge. Her blev de nemlig taget ned fra reden, så det kunne bestemmes hvem af dem, der skulle have en GPS på. Det blev den store han.

Connie og Thorkild med de to unger - en han og en hun.
Connie og Thorkild med deres to unger Clara og Holger.
Foto: TV SYD/Storkene.dk

Nu, hvor vi kender kønnet på ungerne, skal de have navne.

Det beder vi som sædvanligt vores læsere og seerne om hjælp til.

Udfyld skema med dit bud

Udfyld skemaet nedenfor senest onsdag den 5. juli til midnat. 

Du skal udfylde det hele, og vi vil meget gerne have din begrundelse for dine navneforslag.

Har du ikke et dansk otte-cifret telefonnummer, kan du ikke stemme via skemaet. Send da i stedet en mail til peel@tvsyd.dk med navn, forslag, begrundelse og mobilnummer.

Herefter vælger TV SYD de bedste og mest populære navnepar. Disse vil efterfølgende blive sendt til SMS-afstemning, hvor alle kan stemme på deres favoritnavne-par. Det vil du høre meget mere om i slutningen af uge 27.

Sidste år hed ungerne Cort og Vingegaard

Du skal give os dit bedste bud på et navnepar, og vi vil selvfølgelig meget gerne vide, hvorfor netop de navne. Hvad det er, det er helt op til dig.

Sidste år fik Connie og Clydes to unger - også en han og en hun - navne efter de to danske deltagere i Tour de France, hvis 3. etape gik gennem TV SYDs sendeområde fra Vejle til Sønderborg. 

Hannen blev opkaldt efter Magnus Cort og hunnen efter Jonas Vingegaard. Cort fik en GPS-sender på ryggen, og derfor har man kunnet følge dens rute på vintertrækket via Animal Tracker, hvor man kunne se, at den tog ophold i Marokko.

Storkenavne i Smedager 2012 - 2023:

Navnene i parentes er forældrene til ungerne. Mellem 2011 og 2015 har ungerne ingen navne fået. Alle unger er ringmærkede. 

  • 2023: ? (Connie og Thorkild)

  • 2022: Cort & Vingegaard (Connie & Clyde) 

  •  2021: Astra & Zeneca (Connie & Clyde)

  •  2020: Ronja (Bonnie og Clyde) 

  •  2019: Anna & Lotte (Annika og Tommy) 

  •  2018: Alma, Anton & Line (Annika og Tommy) 

  •  2017: Alfred (Annika og Tommy) 

  •  2016: Pippi (Annika og Tommy) 

  •  2015: To unger (Annika og Tommy) 

  •  2014: Tre unger (Annika og Tommy) 

  •  2013: To unger, som ikke overlever et regnfuldt forår (Annika og Karlsson) 

  •  2012: To unger (Annika og Karlsson) 

I 2021 under coronapandemien fik de to unger navnene Astra og Zeneca efter medicinalfirmaet, der laver coronavacciner. Zeneca havde som den første danske stork fået påmonteret en GPS på ryggen. Og da de begge forsvandt, kunne man via senderen spore dem til en nærliggende gylletank, hvor de begge ulykkeligvis lå druknede.

Smedager-ungerne har også i flere år fået svenske navne fra Astrid Lindgrens romanunivers. 

Valget er helt dit, men vi skal høre, hvorfor det lige er dé navne, du foretrækker, ungerne får.