Storken Findus er dukket op efter radiotavshed - nu holder ekspert vejret

Efter seks dage uden en lyd fra storken Findus var der mandag endelig GPS-signaler fra den unge stork. Nu er Lisa Mäkelburg spændt på de kommende dages signaler.

- Findus er bare for vild. Jeg håber sådan, at den har kræfterne til det eventyr, den har gang i. Den er i hvert fald ikke en doven stork, men slider sig gennem tusindvis af kilometer, siger storkeekspert Lisa Mäkelburg fra Storkene.dk.

quote

Jeg frygtede faktisk lidt, at det var en person i området, der havde bragt GPS'en ind til byen. Altså at Findus enten var såret eller død

Lisa Mäkelburg, storkeekspert, Storkene.dk

Hanstorken Findus har siden den forlod Nordtyskland i sensommeren sidste år og til i dag tilbagelagt 16.804 kilometer og fløjet gennem 19 lande, viser seneste data fra den unge storks GPS. Det er ifølge storkeeksperten sensationelt og kun set få gange før.

Men da der endelig var livstegn fra Findus mandag, blev Lisa blev både glad, men også spændt - måske endda nervøs.

- Lige da jeg så de første signaler, blev jeg helt ærligt en lille smule bange. Signalet kom nemlig nordvest fra byen Tamanrasset i Algeriet, så jeg frygtede, at det var en person i området, der havde bragt GPS'en ind til byen. Altså at Findus enten var såret eller død. Men det tror jeg ikke længere efter at have nærstuderet dens færden, siger Lisa Mäkelburg.

- Findus er for vild

Findus er en ung hanstork, der i foråret 2021 blev klækket i reden i Broderup i Aabenraa Kommune - kun 10 kilometer fra tv-reden i Smedager. Storken er godt på vej til at skrive storkehistorie, da den på sin anden trækrute vælger at tage den lange vej til Afrika, for så at tage turen hjem over Vesteuropa. Året før var den vesttrækker og overvintrede i Spanien. Sådan at ændre trækrute er der ifølge Lisa Mäkelburg ingen andre kendte storke, der før har gjort.

Denne trækrute, som ungstorken Findus fra Broderup har fløjet denne vinter, kan vise sig at være sensationel, hvis den flyver over Spanien hjem.
Denne trækrute, som ungstorken Findus fra Broderup har fløjet denne vinter, kan vise sig at være sensationel, hvis den flyver over Spanien hjem.
Foto: Movebank og storkene.dk

Findus ser ifølge Lisa ud til at have det godt. Men den er ikke nået så langt, som folkene hos storkene.dk håbede på - nemlig gennem Sahara-ørkenen.

- Den har faktisk 'kun' fløjet knap 400 kilometer på de seks dage, hvor vi ikke har hørt fra den. Så der er stadig 1.700 kilometer til Gibraltarstrædet. Derfor er der mange kilometer endnu, før vi forhåbentlig kan ånde lettet op.

Tur gennem ørken bekymrer

Særligt turen gennem Sahara kan godt bekymre mig, siger Lisa Mäkelburg og fortsætter:

- Hvis den flyver videre nu, så er vejret i hvert fald med den. Der er omkring 30 grader i ørkenen om dagen og 18 grader om natten. Perfekte temperaturer for en stork at flyve i. Men om få uger bliver det virkelig varmt - op mod 50 grader, og det er bare for varmt - også for en stork.

- Nu håber jeg bare, at Findus har fundet - eller finder - rejsekammerater, der er vant til trækruten gennem ørkenen. Det vil nemlig øge dens overlevelsesmuligheder betydeligt, siger Lisa Mäkelburg.