Borgmestre mener, der er for mange regler: Papirarbejde stjæler tid fra borgerne

Papirarbejde, registrering og administration af unødvendige regler tager mere og mere tid fra borgerne. Sådan lyder det fra et flertal af de syd- og sønderjyske borgmestre.

Sammen med TV 2 og TV 2s regioner sætter TV SYD i uge 49 fokus på regel-Danmark.

Og ifølge de syd- og sønderjyske borgmestre er der god grund til at få trimmet den bureaukratiske jungle.

- Der er alt for mange regler. Efter min opfattelse kan man i mange tilfælde lade den sunde fornuft råde i stedet, siger borgmester i Vejle Jens Ejner Christensen (V).

I en rundspørge svarer ni ud af de ti syd- og sønderjyske borgmestre, som medvirker, at der er for mange regler. Kun én borgmester mener, at antallet af regler er passende, mens ingen mener, at der er for få regler.

- Antallet af regler i det hele taget er i overkanten. Vi skal jo overholde dem, og det kræver medarbejdere. Der kunne frigøres nogle resurser, hvis der var færre regler, lyder det fra Henrik Frandsen (V), borgmester i Tønder.

Resultat af rundspørge

Svar fra borgmestre i Syd- og Sønderjylland

Oplever du, at der er...

For mange regler: 10

Tilpas antal regler: 1

For få regler: 0

 

Svar fra borgmestre i hele Danmark

Oplever du, at der er...

For mange regler: 63

Tilpas antal regler: 6

For få regler: 0

På galt spor

Rundspørgen er foretaget af TV SYD, TV 2 og TV 2s andre regioner, og på landsplan er billedet det samme som i Syd- og Sønderjylland: Et stort flertal af borgmestrene vil af med de mange regler, som er til gene for borgerne.

- Hvis regler ikke skaber mere værdi for borgerne i sidste ende, er man på et galt spor, siger Fanøs borgmester Sofie Valbjørn (Alt.).

- Jeg hører især, at man på ældreområdet og børneområdet taler om, at der skal laves rigtig meget dokumentation. Måske var tillid i stedet den rigtige regel, siger Ib Kristensen (V), borgmester i Billund.

En årelang - forgæves - kamp

Den ene efter den anden statsminister har blæst til kamp mod regelrytteriet - også den nuværende - men samtidig kan eksperterne konstatere, at der støt og roligt bliver flere og flere regler.

Fra 1990 til 2018 er der eksempelvis kommet 234 flere love, mens antallet af bekendtgørelser er steget med 2091 i samme periode.

- Hver gang man afskaffer en regel, kommer der to nye, lyder det fra H.P. Geil (V), borgmester i Haderslev. 

Og hans kollega i Kolding, Jørn Pedersen (V), er enig:

- Det er mennesker, der har med mennesker at gøre. Så lad dog være med at opfinde en regel hver eneste gang, der sker en beklagelig ting. Det er egentligt mit simple budskab.

Under overskriften 'Bøvl og bureaukrati' kan du på TV SYD og tvsyd.dk i uge 49 få en række historier om regler, der bliver beskrevet som unødvendige, direkte skadelige og helt simpelt ”gak”.

Og så kan du møde mennesker og myndigheder, som forsøger at rydde op i den store dynge af regler.

Flere og flere love og bekendtgørelser i Danmark

Antal love:

1990: 1136

2018: 1370

Stigning: 234

 

Antal bekendtgørelser:

1990: 3731 

2018: 5822 

Stigning: 2091

 

Antal ord i love:

1989: 2.000.321

2018: 4.844.024

Stigning: 2.843.703

 

Antal ord i bekendgørelser:

1989: 5.217.707

2018: 15.941.090

Stigning: 10.723.383

 

Kilde: Cepos