Oversigt

Med eller uden afgift vil landbruget forandre sig

En regeringsnedsat ekspertgruppe har foreslået tre forskellige afgiftssatser for en fremtidig CO2-afgift på landbruget, og de vil koste arbejdspladser.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) vil over for TV2 News ikke svare klart på, om regeringen vil acceptere den konsekvens. Men hun siger, at landbruget altid har forandret sig og også vil komme til det i fremtiden.

- Når man ser på landbruget, har det historisk set altid forandret sig, udviklet sig og ændret sig. Der er færre arbejdspladser end førhen, det er en anden type produktion, der har været stigende effektivitet og flere maskiner.

- Landbruget kommer - CO2-afgift eller ej - til at forandre sig i fremtiden. Vi er bare optaget af, at der stadig samlet set vil være arbejdspladser i hele landet, siger Lose til TV2 News.

Regeringens ambition er, at en CO2-afgift ikke skal være ensbetydende med tab af arbejdspladser. Men selv i modellen med den laveste CO2-afgift fra ekspertgruppen vil det ske, såfremt den indføres.

Det er Stephanie Lose, der som økonomiminister skal lede forhandlingerne i den grønne trepart. Her skal den endelige model for en CO2-afgift på landbruget findes.

Ekspertgruppen har onsdag præsenteret sine anbefalinger.

I modellen med den højeste afgift på 750 kroner per udledt ton vil afgiften medføre et permanent fald i beskæftigelsen på 8000 fuldtidspersoner.

I den mellemste model med 375 kroner er det cirka 4000 arbejdspladser, og for den laveste med 125 kroner er det cirka 2000.