Over 30 sigtelser mod vognmand: Kørte lastbil uden kørekort

To lovovertrædelser førte til nærmere undersøgelse. Og det førte til 30 sigtelser.

21. april i år blev en vognmand standset i sin lastbil af politiet. Chaufføren havde intet kørekort, da det var frakendt, og desuden sad der en anden mands førerkort i lastbilens tachhograf (apparat til registrering og kontrol af køre- og hviletider, red.).

Det fik Sydøstjyllands Politi til at undersøge vognmanden og hans firma nærmere, og det viste sig at være en god idé.

Også privat personbil blev beslaglagt

Der er nu rejst over 30 sigtelser mod vognmanden. I otte tilfælde har han ifølge politiet kørt lastbil uden kørekort, og fem gange har han kørt med en anden mands førerkort i tachografen.

Derudover er vognmanden sigtet for, at en ansat chauffør har kørt med en anden mands førerkort i tachografen 10 gange.

Retten beslaglagde vognmandens private personbil, og i den forbindelse blev han taget i en af firmaets varevogne – igen uden kørekort.

Nu skal politiets anklagemyndighed vurdere, om vognmanden skal tiltales i sagen.