Sådan er det gået de tidligere deltagere i 'De grønneste fingre' - én af dem har opfyldt drømmen

Hvad er der sket med de seks deltagere, som deltog i 'De grønneste fingre' sidste år?

'De grønneste fingre' er i fuld gang hver søndag aften på TV SYD. Der var oprindeligt seks deltagere, men nu har dommerne barberet feltet ned til tre. Der er tre programmer tilbage. 

Første sæson af 'De grønneste fingre' løb over skærmen sidste år, hvor det blev Tina Bache fra Billund, der løb med sejren. Det var hun overrasket over, da hun ikke mente, at hun var på blomsterniveau med sine modstanderne. 

Men hvordan er det gået deltagerne fra dengang?

Anette Christensen

Anette er ifølge sig selv en dårlig taber. Hvis hun ikke vinder, kan hun blive hidsig.
Anette er ifølge sig selv en dårlig taber. Hvis hun ikke vinder, kan hun blive hidsig.
Foto: Line Haunstrup

Da Anette blev sendt hjem af dommerne, blev hun vred og tyrede sin nybundne blomsterbuket ind i en hæk. Hun var vred og skuffet. Men der stak en dybere frustration under. 

Anette havde nemlig gået ledig hele 2020, og det frustrerede hende, at hun ikke fik et arbejde. 

I dag ser tingene dog lysere ud. 

Anette har siden februar været ansat som virksomhedskonsulent. Der hjælper hun ledige med at komme tilbage på arbejdsmarkedet. 

- Det var en kæmpe forløsning at få jobbet. Mine oplevelser som arbejdsløs gør også, at jeg har kæmpe empati for de ledige, jeg sidder overfor, siger Anette. 

Hun har dog ikke tid til at binde blomster mere. Men det gør hende ikke noget. Hun følger med hver søndag, hvor TV SYD viser 'De grønneste fingre'.

Jonas Pejstrup

Jonas bor sammen med sin dværgpapegøje Isabella.
Jonas bor sammen med sin dværgpapegøje Isabella.
Foto: TV SYD

Jonas Pejstrup var eneste mand i programmet sidste år og stod i finalen, som han desværre tabte til Tina Bache. Men derefter har der været fart på. 

Jonas kommer fra Årre, men flyttede sidste år til København. Her drømte han om at leve af at lave blomsterdekorationer til større begivenheder i hovedstaden. 

Den drøm er blevet til virkelighed. 

Jonas arbejder hos virksomheden Tableau, hvor han laver blomsterinstallationer og dekorationer. Han har blandt andet lavet blomsterinstallationer til Copenhagen Fashion Week og Art Week, som er to store årlige begivenheder.

- Det er fantastisk, og tiden går så stærkt, at det ikke føles som om, at corona begyndte for næsten to år siden. Min hobby er blevet til mit arbejde, og vi tager snart til Spanien for at deltage i en blomsterfestival, hvor vi skal konkurrere mod andre blomstervirksomheder, siger Jonas. 

Derudover er han flyttet i en større lejlighed, men har ikke fundet sig en kæreste endnu. 

Tina Bache

Tina Bache har arbejdet flere år i udlandet for blandt andet EU og Udenrigsministeriet.
Tina Bache har arbejdet flere år i udlandet for blandt andet EU og Udenrigsministeriet.
Foto: Thor Hedegaard, TV SYD

Tina Bache fra Billund vandt 'De grønneste fingre' for et år siden, men hun bliver stadig genkendt på gaden. Det er hun overrasket over, men heldigvis er folk søde, når de kommer hen til hende. 

Hendes søn er netop flyttet på kostskole for at gøre sin gymnasiale uddannelse færdig. Tina har det svært med pludselig at undvære sin søn over længere perioder. 

- Vi er meget tætte efter at have boet sammen i flere forskellige lande, så det er mærkeligt, at han pludselig ikke bor her længere. Det skal jeg lige vænne mig til, siger Tina, som følger med i den nye sæson af 'De grønneste fingre'.

Hun har heller ikke så meget tid til at binde blomster, da hun har travlt med sit arbejde i Lego-fonden. I sidste uge uddelte fonden en halv milliard kroner til vacciner.

Hun har stadig planer om aldrig at gå på pension. Det lyder simpelthen for kedeligt. Siden hun var 12 år gammel, har hun drømt om at eje et hotel, så det er der, hun regner med at blive gammel. 

Merete Sørensen

Merete Sørensen brokkede sig sidste år over, at hendes mand kørte over hendes blomster med plæneklipperen.
Merete Sørensen brokkede sig sidste år over, at hendes mand kørte over hendes blomster med plæneklipperen.
Foto: Line Haunstrup, TV SYD.

Merete og hendes mand er flyttet fra deres større gård med kreaturer i Skærbæk til en mindre gård i Søst. 

Det gjorde de, efter hendes mand havde haft nogle diskusprolapser, som gjorde det svært at passe den store gård. I dag har de bare nogle "hyggekreaturer", som Merete kalder det. 

- Det var et velovervejet valg, så vi savner ikke den gamle gård. Det har givet min mand mere ro og overskud i livet, efter vi flyttede. Nu har vi også to robotplæneklippere, så min mand kan ikke køre over mine blomster mere, siger Merete. 

Derudover har Merete taget sit væksthus og lysthus med til den nye gård, så hun glæder sig til at få blomster til næste år. 

Hun binder stadig blomster og har set første afsnit af den nye sæson af 'De grønneste fingre'.

Malene Augustenborg

Malene Augustenborg kommer fra Sønderborg.
Malene Augustenborg kommer fra Sønderborg.
Foto: Line Haunstrup

Malene Augustenborg har siden januar været ansat i blomsterafdelingen i Superbrugsen i Guderup, og hun elsker det. 

Desværre er hun også blevet skilt fra sin eksmand, som hun lige var fundet sammen med før sidste års omgang af 'De grønneste fingre'. Det betyder også, at hun får svært ved at beholde jobbet i Superbrugsen, da hun ikke kan få timer nok. 

- Jeg må nok erkende, at jeg må tilbage til det, jeg uddannet indenfor. Det er indenfor butikker, sundhedssektoren og marketing. Så håber jeg at kunne hjælpe med blomsterne i højsæsoner, siger Malene. 

Sidste år fortalte hun også om sin spiseforstyrrelse BED. Det står for Binge Eating Disorder og er tvangsoverspisning. 

- Det har været hårdt efter vores brud, så det er en kamp at styre det. Men det går heldigvis ok. Jeg har nogle værktøjer til at styre det, siger Malene. 

Hun binder også blomster i fritiden og følger med i den nye sæson af 'De grønneste fingre'. 

Camilla Jørgensen

Camilla Jørgensen bruger naturen både privat og i sit arbejde som sygeplejerske i socialpsykiatrien.
Camilla Jørgensen bruger naturen både privat og i sit arbejde som sygeplejerske i socialpsykiatrien.
Foto: Line Haunstrup

Når Camilla Jørgensen skal beskrive sit seneste år, kan hun ikke komme i tanke om noget særligt. 

Hun arbejder stadig som sygeplejerske i socialpsykiatrien, hvor hun har et fokus på patienter med spiseforstyrrelser. Dem tager hun ofte med i skoven, hvor de ligesom hende skal prøve at mærke sig selv gennem bare fødder på skovbunden. 

- Jeg har taget en skovuddannelse, så vi kan etablere en terapiskov i Vejle kommune. Det er en skov, hvor der ikke kommer fx mountainbikecykler forbi. En skov for stressramte og patienter fra den nærliggende psykiatriske afdelingen hvor de kan komme og mærke sig selv, siger Camilla. 

Hun har stadig sin store have, hvor hun lader det meste af den vokse vildt for insekternes og planternes skyld. Hun binder også stadig blomster og følger med i den nye sæson af 'De grønneste fingre'

Du kan se 'De grønneste fingre' på TV SYD PLAY lige når du vil, og hver søndag aften klokken 19.30 på TV SYD.