Valget er i gang: Nu kan du stemme til Europa-Parlamentsvalget
Klokken 09.00 søndag åbnede valgstederne, og det betyder, at du nu kan stemme til Europa-Parlamentsvalget.
Det kan du indtil klokken 20.00, hvor valgstederne lukker.
Ved valget i dag skal danskerne vælge i alt 15 medlemmer, som skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet.
Danmark er i forhold til det seneste valg blevet tildelt et sæde mere i på baggrund af, at parlamentet er blevet udvidet fra 705 til 720 medlemmer.
Disse partier kan du stemme på i dag
Følgende 11 partier stiller op til valget:
A. Socialdemokratiet
B. Radikale Venstre
C. Det Konservative Folkeparti
F. SF – Socialistisk Folkeparti
I. Liberal Alliance
M. Moderaterne
O. Dansk Folkeparti
V. Venstre
Æ. Danmarksdemokraterne
Ø. Enhedslisten
Å. Alternativet
Ved seneste EU-valg var stemmeprocenten 66,08 procent, hvilket var den højeste stemmeprocent ved et Europa-parlaments valg nogensinde i Danmark.
I forbindelse med valget har partierne muligheden for at indgå i valgforbund. Det er et valgteknisk forbund, som har til formål at minimere stemmespild.
Den mulighed har 8 af de 11 partier valgt at benytte sig af.
Valgforbund
Der er lavet valgforbund mellem disse partier:
Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance
Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre
På det valgkort, som man har fået tilsendt med posten, står der, hvor man skal stemme. Når du skal stemme, skal du have valgkortet med, som du på valgstedet veksler til en stemmeseddel.
Valgstederne lukker klokken 20.00
God valgdag!