Prins Joachim på første arbejdsdag: Jeg har det godt

Prinsen vil følge lægens råd og glæder sig i øvrigt til at komme i gang med jobbet på ambassaden i Paris.

Prins Joachim forsikrer, at han har det godt og føler sig parat til at tage fat på opgaven som forsvarsattaché i Paris, efter at han midt på sommeren blev ramt af en blodprop.

Det fortæller han på vej ind til sin første arbejdsdag på den danske ambassade i Paris.

- Velkommen til ambassaden, som er min nye arbejdsplads, siger prins Joachim, som lidt efter bekræftende tilføjer:

- Jeg har det godt.

Med sin arbejdstaske i hånden kom prinsen spadserende til den danske ambassade, hvor han skal arbejde få hundrede meter fra Triumfbuen i den franske hovedstad.

Han begynder i jobbet dagen efter at franske myndigheder har meddelt det højeste antal smittede med coronavirus over 24 timer i år.

Prinsen bar mundbind, som det i øjeblikket er påbudt på grund af coronavirus.

- Jeg har været fuld af iver for at komme i gang, stille og roligt, følge lægens råd, og på den måde få fuldbyrdet det, som et helt års meget intense studier hele sidste skoleår her i Paris nu skal udmønte sig i, siger han.

Jobstart udskudt på grund af blodprop

Prins Joachim blev i juni udnævnt til forsvarsattaché i Frankrig og skulle være begyndt 1. september.

Men da han i juli blev ramt af en blodprop i hjernen og efterfølgende opereret, blev det besluttet at udskyde hans første arbejdsdag.

- Det er noget, jeg har set umådelig meget frem til - ikke mindst efter denne sommer, som man kan kalde en ikke-sommer i mit tilfælde, siger prins Joachim.

- Det er spændende. Det er udfordrende. Det bliver en masse interessante oplevelser for Forsvaret og selvfølgelig for Danmark, tilføjer han.

Da prinsen ankom til ambassadens hovedindgang, fortalte han kort om sine forventninger til jobbet. Men han ønskede ikke at svare på yderligere spørgsmål.

Prins Joachim har ikke tidligere talt offentligt om sit sygdomsforløb.

Schackenborg Slot i Møgeltønder - prinsens andet hjem

Prins Joachim har boet i Møgeltønder på Schackenborg Slot i 21 år, men i 2014 flyttede han og prinsesse Marie sammen med børnene til København, og i 2019 til Paris i forbindelse med prinsens uddannelse og nu job som forsvarsattaché i Frankrig.

Schackenborg Slot er familiens andet hjem, og Prins Joachim og Prinsesse Marie og deres børn besøger ofte slottet, som de betragter som et fristed, hvor familien dyrker de mange venner, de har i området, oplyser man på slottets hjemmeside.