Carl har en 12 dage gammel datter: Nu skal han i Folketinget
Syd- og Sønderjylland får efter alt at dømme flere nye medlemmer af Folketinget i kølvandet på valget til Europa-Parlamentet.
Alt tyder således på, at Liberal Alliances spidskandidat Henrik Dahl skal til Bruxelles. Dermed skal han afgive sin plads i Folketinget, og det giver plads til hans suppleant Carl Andersen, som kommer fra Vejen og tidligere har siddet i byrådet i Vejen.
- Det er en stor drøm, der går i opfyldelse, siger han.
Det er ikke første gang, at Carl Andersen skal sætte sin underskrift på Grundloven. I december 2023 var han suppleant for Henrik Dahl i en uge, da han var sygemeldt.
- Jeg fik en del blod på tanden, da jeg var derinde, siger Carl Andersen.
Han husker især, at han i den uge stemte nej til den såkaldte koranlov.
Carl Andersen har stillet op til valg til Folketinget én gang, og det var i forbindelse med det seneste valg i 2022.
Han er for nylig blevet far til en pige, og derudover har han en datter på snart 3 år, men han har sørget for at have baglandet i orden.
- Det er selvfølgelig aldrig optimalt at have småbørn og så samtidig have et job, som er meget flyvsk til tider, siger han.
- Det er "clearet" med min kæreste, og hun er mega sej, så det er jeg sikker på, at hun godt kan, men jeg vil prioritere at komme hjem de fleste dage, hvis det er muligt, siger han.
Han bor nu på Sjælland relativt tæt på Christiansborg, så det letter logistikken.