Oversigt

Givskud Zoo viser nye unger frem

Det er usædvanligt, at gæster får lov til at opleve nyfødte kæmpeodderunger.

Men det vil Givskud Zoo nu afprøve i vinterferien. 

Nytårsaftensdag 2023 blev parkens avlspar Rio og Parana forældre til to nye kæmpeodderunger.

quote

Nu prøver vi at se, hvordan de reagerer

Maja Lassen, dyrepasser

Normalt lukkes odderanlægget af, når der er små unger af hensyn til dyrene. Kæmpeoddere kan nemlig finde på at slå deres unger ihjel, hvis de bliver stressede. 

Men forældreparret viser så gode takter, at dyreparken godt vil tillade tilskuere allerede nu, forklarer odderfamiliens dyrepasser. 

- De er virkelig rolige i omgivelserne. De er rolige, når jeg er her, og de er rolige, når der er andre mennesker. Så nu prøver vi at se, hvordan de reagerer, når der kommer gæster ind, siger dyrepasser Maja Lassen.

Ekstra hegn

Dyreparken har dog stillet et ekstra hegn op foran kæmpeoddernes anlæg, så der er en større afstand til dyrene end sædvanligt. 

- Det skal jo være en god oplevelse for vores gæster, men også for vores dyr. For dem tager vi selvfølgelig meget forbehold for, siger Maja Lassen.  

Givskud Zoo's direktør Richard Østerballe forventer, at mellem 10- og 15.000 gæster vil besøge dyreparken i vinterferien.