Mangel på en bestemt type medicin sender 13-årig på intensiv

Pludselig kunne Danni Mohr fra Tørring ikke længere få sin sædvanlige epilepsi-medicin. Den nye medicin, han fik i stedet, virkede ikke, og han fik et tre-dages krampeanfald og blev indlagt på intensiv afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Opdatering klokken 17.45: Artiklen er opdateret med information fra brancheorganisationen LIF om, hvorfor medicinmangel kan opstå. 

Normalt holder en medicin ved navn Frisium Danni Mohrs anfald i ave. Da det på et tidspunkt kom i restordre, fik han en anden medicin, der åbenbart ikke virkede så godt eller slet ikke. Han fik et krampeanfald, der varede tre dage, og lå en uge på intensiv.

Efter en uge lykkedes det igen at skaffe Frisium, og efter endnu en uge var Danni på benene igen. Det tager nemlig en uge, før medicinen begynder at virke.

Familien sidder noget rystet tilbage.

- Jeg kan ikke forstå, at der lige pludselig kan mangle medicin, siger Dannis far, Lennart Mohr.

Lennart Mohr i hjemmet i Tørring.
Lennart Mohr i hjemmet i Tørring.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV SYD

Men det er ikke så usædvanligt. Lige nu er der 404 medicinmærker på Lægemiddelstyrelsens liste over medicin med potentielle leveringsproblemer. Det er medicinalvirksomhederne selv, der indberetter problemerne, når de ser dem komme. At et produkt står på listen, er ikke det samme, som at det er helt væk. Det kan være, at et apotek eller flere har det på lager.

- Der har altid været medicin, der er i restordre, men vi kan næsten altid finde et erstatningsprodukt, der er lige så godt, fortæller Peter Merrild, der driver apotekerne i Egtved og Vejen.

Antallet af produkter på Lægemiddelstyrelsens restordreliste varierer da også fra uge til uge og fra måned til måned. Se listen her.

Når man ser på de små hvide eller gule eller blå tabletter eller kapsler, kan man da godt tænke, hvor svært kan det være? Men det er faktisk svært.

Danni imedens han stadig var syg.
Danni imedens han stadig var syg.
Foto: Privatfoto

- Der skal måske bruges kartoffelmel fra kartoffelmels-fabrikken i Brande. Så kommer det virksomme stof fra en fabrik i Indien, og så skal det hele blandes sammen på en fabrik i Tyrkiet, og det skal sendes hjem til Danmark eller et andet sted. Hvert eneste sted er der omhyggelig kvalitetskontrol og maskiner og lastbiler, der kan gå i stykker, fortæller Peter Merrild.

- Det er så der, vi kommer i arbejde. Vi finder altid en løsning, selvom det måske ikke altid er den optimale, siger apotekeren fra Vejen og Egtved.

Der er altså rigelige muligheder for at den lille pille går i manko en tid lang. På lægemiddelstyrelsens liste angives også grunden til, at et produkt måske er truet af at gå i restordre. Øget salg og afsætning, leveringsvanskeligheder, forsinkelser og kvalitetsproblemer er de hyppigste grunde til forsinkelserne. 

Tre markante grunde til mangel

Ifølge brancheorganisationen LIF er der tre store trends, der betyder, at vi i Danmark oplever stigende leveringsproblemer med medicin.

- For det første så betyder den geopolitiske situation med bl.a. covid-19 og krigen i Ukraine, at varer ikke flytter sig lige så gnidningsfrit rundt i verden som tidligere. Det gælder både råvarer og den færdigproducerede medicin, udtaler Ida Sofie Jensen, der er koncerndirektør i LIF, i en skriftlig udtalelse til TV SYD.

Om LIF

  • Lif er brancheorganisation for de forskende danske og udenlandske lægemiddelvirksomheder i Danmark.

  • Fællesnævneren er, at Lifs medlemmer alle udvikler nye innovative lægemidler til forebyggelse og behandling.

  • Når forskning, udvikling og innovation omsættes i sundhed, vækst, arbejdspladser og velstand er det til gavn for hele det danske samfund.

Kilde: LIF

- For det andet er verdens voksende globale middelklasse begyndt at efterspørger medicin.

- Og for det tredje har man i mange år haft et stramt fokus på prisen på medicin. Det har betydet, at virksomhederne har optimeret i alle led af kæden. Råstoffer produceres i stort omfang på samme specialiserede fabrikker, produktionslinjerne kører 24/7 og kan ikke bare udvides, og man arbejder ikke længere i samme omfang som tidligere med stor lagerkapacitet.

- Situationen har fået de enkelte lande til at se på, hvordan man hver især kan opbygge nationale lagre, og det er med til at suge medicin fra markedet, så der er mindre til rådighed. Og det skaber så endnu større mangel – og sådan fortsætter den negative spiral. En del af løsningen er at efterspørge forsyningssikkerhed, når man indkøber medicin, i stedet for altid at gå efter den laveste pris, siger koncerndirektør Ida Sofie Jensen.

Pakker med finsk tekst

Det er medicinalfirmaet Sanofi A/S, der forhandler Frisium, som Danni havde så gode resultater med. De skriver i dag til TV SYD:

- Sanofi kunne i en periode ikke levere Frisium grundet øget efterspørgsel på det danske marked. Dette blev Lægemiddelstyrelsen orienteret om den 4. april 2023.

- Det betød desværre, at patienter har været nødsaget til at skiftet til anden behandling. Frisium er nu på lager igen, og patienter kan behandles med Frisium fremover.

- Sanofi har i samarbejde med Lægemiddelstyrelsen fået tilladelse til at sælge finsk-sprogede pakninger af Frisium for at minimere varigheden af forsyningsvanskeligheden, meddeler altså Sanofi i dag.