Det letter lidt for Billund Lufthavn

For hver måned letter det lidt på situationen i Billund Lufthavn. I august gik der således 85.508 rejsende ind og ud af flyene mod 73.653 i juli. Det er dog fortsat kun en brøkdel af det normale før corona.

August er ligesom de foregående måneder corona-ramt, og passagertallet ligger kun på 21,9 procent af de 389.985 passagerer, der gik gennem lufthavnen i august 2019.

Alligevel er der kommet en lang række ruter tilbage til Billund.

Fra september har Lufthansa to daglige afgange til Frankfurt, KLM har fire daglige til Amsterdam, Air France har en daglig til Paris, og SAS og British Airways har flere daglige afgange til Oslo. 

Der er også kommet gang i chartertrafikken - først og fremest til Grækenland.

– Luftfartsbranchen gør alt for at skabe trygge rammer på hele rejsen, og når man lander i Billund Lufthavn igen, er det jo muligt at blive testet for corona. De forretningsrejsende har næsten alle forudsætninger for at rejse ud og skabe den værdi for Danmark, som de gjorde i 2019, og vi har skabt trygge rammer for at minimere smitterisikoen i Billund Lufthavn for alle type rejsende, siger lufthavnens direktør Jan Hessellund. .