Oversigt

Bosted sættes under skærpet tilsyn efter dødsfald

Tilsynsmyndigheden blev ikke orienteret før medier kunne rapportere om dødsfaldet på en beboer, der fandt sted den 7. februar.

Derfor bliver bostedet Centervejen i Kolding sat under skærpet tilsyn af Socialtilsyn Syd. Tilsynsmyndigheden har lav tillid til bostedet og en bekymring for plejekvaliteten.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ulykken fandt sted den 31. januar, hvor en mandlig beboer på bostedet fik massive skader i et spabad med skoldende varmt vand.

Beboeren døde af sine forbrændinger og den 8. februar blev Socialtilsyn Syd, sammen med resten af landet, orienteret om hændelsen via medierne. Kommunen har ellers pligt til at oplyse om alvorlige hændelser på bosteder.

Social- og handicapchef i Kolding Kommune Gülcan Güven Grud beklager også forløbet omkring ulykken.

- Det var selvfølgelig ikke godt nok, og den ligger hos mig. Men det gik på pumperne i de dage, og vi ringede til både politiet, Teknologisk Institut og Arbejdstilsynet med det samme, efter at ulykken var sket. Vi har ikke noget at skjule, men det gik så stærkt, siger Gülcan Güven Grud til JydskeVestkysten.

I øjeblikket undersøger Sydøstjyllands Politi hændelsen for at afdække om en strafbar handling er fundet sted.

Det skærpede tilsyn gælder i tre måneder, hvor Socialtilsyn Syd vil gennemføre ekstra tilsynsbesøg.