Vinderen er fundet i storkekonkurrence

Det var en arkitekt i Aarhus, der opdagede storken i Smedager og var hurtigst med mobilkameraet.

TV SYD møder den glade vinder på et atelier i Aarhus. Hun får to TV SYD-krus, fordi hun var den første til at spotte storken og huskede at sende et foto til den sydjyske tv-station.

- Jeg havde været ude at bade, og så tog jeg mig en lille lur. Og da jeg vågnede igen, skulle jeg lige ind og kigge. Så var den så landet, siger Sarah Tonnesen.

TV SYD modtog en mail fra hende med fotoet af live-signalet fra hjemmesidens storkesektion kl. 16.50.

- Jeg er jo oprindeligt fra Tønder, så det er måske lidt i blodet med alle de fugle, fortæller hun.

Et liv med fugle

Fra barnsben har der, mere eller mindre frivilligt, været fugle i hendes liv.

- Jeg har mange i familien, der er fugleentusiaster, så jeg bliver altid slæbt med på tur af min mor, når jeg er på besøg.

Men selv med en opvækst i fugleland, er Sarah Tonnesen næsten ny i storkekiggeriet

- Sidste år blev jeg introduceret for live-tv på storkereden. Og så synes jeg, det kunne være sjovt at se, om man kunne spotte den som den første, smiler Sarah Tonnesen.

Det kunne hun.

Konkurrence

TV SYD udlovede to krus til den første, som fik et billede af den første stork på reden i Smedager. 

Sidste år ankom den første stork til storkereden i Smedager den 15. marts. Det var dog hverken Tommy eller Annika, som plejede at bo i reden, men en fremmed stork.

Følg livet i storkereden i Smedager døgnet rundt.