Jarlov om annullerede advarsler: Nu får ingen ansvar i Minksag

Fredag formiddag har ministerier oplyst, at advarsler givet i forbindelse med Minksag trækkes tilbage.

De Konservatives Rasmus Jarlov er oprevet over, at flere embedsmænd får annulleret de advarsler, som de fik i forbindelse med Minksagen. Heriblandt departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen.

- Den ene beskytter den anden

- Det er et problem, at der kan begås ulovlige handlinger, som har konsekvenser for tusindvis af mennesker, og som koster skatteborgerne milliarder af kroner, uden at det så meget som udløser en advarsel til nogle af de mennesker, som var ansvarlig for det, siger han.

- Den ene beskytter den anden. Og ansvaret bliver flyttet rundt. Og lige pludselig ender det med, at ingen har ansvar for, at man har begået så eklatante fejl, som der er blevet begået i Minksagen.

Fredag formiddag lød det først fra Statsministeriet, at den disciplinære advarsel, som departementschef Barbara Bertelsen, der kommer fra Esbjerg, blev tildelt i august 2022, bliver tilbagekaldt.

Kort efter har også Justitsministeriet oplyst, at det samme gælder Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, samt afdelingschef i Justitsministeriet, Anne-Mette Lyhne Jensen.

De blev tildelt henholdsvis en disciplinær irettesættelse og en advarsel, som altså nu også trækkes tilbage.

Dommere uenige med minkkommission

Minkkommissionen vurderede i sin rapport fra juni sidste år, at der var tale om en instruks til Rigspolitiet, da regeringen på et pressemøde 4. november præsenterede, at alle mink skulle aflives.

Kommissionen mente desuden, at der var grundlag for at se på, om ti embedsmænd havde begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at de skulle drages til ansvar.

Efter at advarslerne blev givet, blev sagen egentligt parkeret.

Men sideløbende blev også rigspolitichef Thorkild Fogdes sag behandlet. Han kom blandt andet til et tjenesteligt forhør hos to landsdommere og tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam.

I deres vurdering af sagen erklærede dommerne sig direkte uenige med Minkkommissionen om et centralt element i forløbet.

Der var ifølge dommerne ikke tale om, at der blev udstukket en instruks med de krav til juridisk hjemmel, der følger med.

Rørdam og de to landsdommere mente i stedet, at pressemødet var en overordnet orientering af offentligheden om beslutningen om at aflive alle mink i Danmark.

Det fik Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til at se på sagerne igen.

Efter valgkampen ingen ønske om rigsretssag mod statsminister

I valgkampen krævede flere partier, at der blev lavet en advokatvurdering af Minksagen med henblik på at få vurderet, om der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod Mette Frederiksen.

Men flertallet forsvandt efter valget, hvor Moderaterne og Venstre vendte på en tallerken under regeringsforhandlingerne. Kort før de indgik i regering med statsminister Mette Frederiksen (S), trak de kravet tilbage.

- Det er jo smart af Mette Frederiksen, at hun har pacificeret Venstre og Moderaterne, som ellers før valget lovede danskerne, at de ville følge sagen til ende, siger Rasmus Jarlov.

- Men det gør de jo så ikke nu, når de har fået ministerposter.