Kommune manglede akut værnemidler – så trådte lokalsamfundet til

Flere regioner mangler akut værnemidler til arbejdet mod coronakrisen.

Frygt for, at deres medarbejdere på plejehjemmene ikke havde tilstrækkeligt med værnemidler, fik Vejle Kommune til at udsende en bøn på deres Facebookside.

Her bad de håndværkere og virksomheder om hjælp med at skaffe støvmasker, kitler og sikkerhedsbriller.

– Vi vidste ikke, hvor meget vi ville komme til at bruge, så det giver os en vis tryghed, at vi nu kan klare gennem påsken, siger Diana Birk Krogstrup, der er sundhedschef i Vejle Kommune, til TV 2.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

For det viste sig, at det var en rigtig god idé at bede offentligheden om hjælp. Her to dage senere har kommunen modtaget mere end 1500 par engangshandsker og mundbind, og deres lagerbeholdning er fyldt godt op.

På Facebook strømmede det ind med beskeder fra folk, der havde ting, som de var klar til at donere.

En af dem, der så opslaget, var Patrik Ellegaard, der ejer Midtjysk Fyrværkerisalg, og han stod med 100 sikkerhedsbriller, der ikke skulle bruges de næste måneder.

– Vi kan ikke så godt bruges til at helbrede folk, så vi tænkte, at vi lige så godt kunne hjælpe med det forebyggende, sagde han.

Akut mangel på udstyr

Det er ikke kun i Vejle, at de er bekymrede for den svindende mængder af værnemidler. Lige nu venter de danske regioner nemlig på en levering af 100.000 masker, der skulle komme med syv fly fra Singapore Airlines.

Det første af flyene landede torsdag morgen, men i Region Midtjylland frygter de, at ressourcerne slipper op, før de nye forsyninger kommer frem. Det skriver TV 2 Østjylland.

– Hvis vi ikke har maskerne om en uge, aner jeg simpelthen ikke, hvad vi gør. Vi er nødt til at få leverance af den slags masker, som medarbejderne skal bruge, når de foretager de mest krævende procedurer på meget syge patienter, sagde koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, til TV 2 Østjylland.

Værnemidlerne er en del af en national ordre, så det er uvist, hvor maskerne, der landede torsdag morgen, ender i landet.

Værnemidler bliver sendt retur

I sidste uge modtog Danmark en donation fra den kinesiske Jack Ma Foundation, der er stiftet af den tidligere chef for Alibaba (verdens største online markedsplads, red.), på 5000 visirer, 5000 beskyttelsesdragter og 500.000 mundbind.

Værnemidlerne blev godkendt af de danske sundhedsmyndigheder.

Dog er det ikke alle europæiske lande, der er tilfredse med kvaliteten af det sikkerhedsudstyr, der kommer fra Kina.

Både Spanien, Tyrkiet og Holland har alle tre erfaret, at værnemidlerne fra Kina ikke levede op til de rette standarder eller var direkte defekte. Blandt andet fungerede filtrene ikke i mundbindene, ligesom 60.000 testkit i Spanien ikke var præcise nok til at fastslå, om en patient var smittet med Coronavirussen eller ej.