Tre storkepar i Sønderjylland en realitet: - Det er mere, end vi drømte om

Det ser ud til, at vi kan glæde os til hele tre ynglende storkepar i landsdelen i år. Det er nemlig gået, som storkeforeningen drømte om, da de lavede en mur af 50 reder langs den dansk-tyske grænse.

Det skulle være sikkert og vist. Tre storkepar har nu slået sig ned i Sønderjylland og vil, om alt går vel, forsøge at få unger på vingerne fra reder i grænselandet.

- Det er 130 procent sikkert, at der er tre ynglende par i tre reder ved grænsen. De to nye par har været stabilt på rederne over flere dage. Det er rigtig gode tegn på, at de har tænkt sig at yngle i rederne, fortæller en meget glad formand for storkene.dk, Jess Frederiksen.

Det betyder, at den strategi storkeforeningen lagde i efteråret med at gøre en mur af 50 gamle som nye reder klar til årets storkerykind, har virket efter hensigten:

- Vi satte dem op, fordi vi ønskede at kunne tage imod nogle af de mange storke fra en stærkt stigende tysk bestand, der 'presses' op syd fra, og det ser i den grad ud til, at det har været den helt rigtige strategi, siger Jess Frederiksen. 

Annika har 'vaklet' i valg af partner og rede

Den 13 år gamle hunstork, Annika, har været længe undervejs fra sit vinterhi et sted i Afrika. Men den ankom endelig den 24. april sammen med en ung svensk hanstork, og i første omgang slog de sig ned på reden i Rens.

Annika er ikke ringmærket, så derfor kan man ikke sige med 100 procent sikkerhed, at det er den. Men dens adfærd levner ikke meget tvivl i storkeforeningen:

- Den opfører sig som Annika, og den har allerede en del gange været forbi Smedager og forsøgt at sætte sig i sin gamle rede. Desuden spiser den meget hjemmevant fisk, som gårdejer Benny Appel lægger ud til storkene, og også han er ret sikker på, at det er den 13 år gamle stork, der er på spil, siger Jess Frederiksen. 

Annika har åbenbart været i tvivl, om den unge fireårige han, den ankom med, nu var den rette partner, for den er også set med andre hanstorke i området. Desuden har den skiftet reden i Rens ud med en tæt på i Store Jyndevad:

Hvem, hvad, hvor: Her de tre storkepar:

- Den har været lidt vaklende omkring valg af ynglepartner og redeplads. Men nu ser det ud til, at den sammen med den svenske partner har slået sig ned på reden i St. Jyndevad, der ikke ligger langt fra Rens eller Smedager for den sags skyld, og hvor de nu har været stabilt over flere dage og parrer sig på livet løs, forklarer Jess Frederiksen. 

Annika og partneren fra Skåne har godt nok flere gange forsøgt at generobre Annikas gamle rede og yngleplads i Smedager. Men Clyde og den nye hunstork jager dem hver gang væk:

- Vi regner med og håber på, at vi nu er så langt henne i ynglesæsonen, at de forholdsvis hurtigt vil falde til ro, hvor de er i Store Jyndevad, fremfor at blive ved med at forsøge at få Smedagerreden tilbage, siger Jess Frederiksen.

Et ukendt par på reden i Broderup

Også i Broderup er et par landet i reden og har opholdt sig der i flere nætter. Det er to ikke-ringmærkede storke, så derfor ved storkeforeningen ikke noget om dem:

- Disse to storke har været på reden nu i tre nætter og parrer sig, så det tyder også på, de er stabile og vil blive i reden. Det er nærmest mere, end vi turde drømme om, og nu bliver det så spændende at følge dem alle, siger Jess Frederiksen.

Sidste år boede et ungt tysk storkepar i reden i nogle uger. De lagde også et æg, men efter små tre uger, forlod de begge reden. Årsagen er med stor sandsynlighed, at de var for unge til at yngle. 

10. maj er det slut med at 'fjolle rundt'

For alle storkepar gælder det, at de ikke har meget mere tid til at 'fjolle rundt' i. Dem uden fast forhold og rede, skal se at få valgt bopæl og partner, for tiden rinder ud:

- 10. maj 'lukker vinduet' nemlig for at finde sammen i par for storke. Hvis de gør det meget senere, vil det blive meget svært at få unger på vingerne inden efteråret kommer, og det lange træk til overvintringsstederne i Sydafrika eller Sydeuropa skal begynde, siger Jess Frederiksen.

Storke kender selvfølgelig ikke til datoer og måneder, men de reagerer på lys og dagsrytmen. Derfor ved de instinktivt, hvornår det er slut med at forsøge at få yngel på vingerne, lyder det.