Storken Cort tilbage i Smedager efter en vinter i de varme lande

Efter en lun vinter i Marokko er den nu et-årige hanstork Cort tilbage ved sin 'føderede' i Smedager.

Hanstorken Cort er tilbage i Smedager og sidder ifølge Storkene.dk på en rede få kilometer fra reden, hvor den sidste år blev klækket.

- I går eftermiddag klokken 15.25 fløj han direkte over reden i Smedager, og i morges klokken 5.25 fløj han over igen. Han ved i hvert fald, hvilken rede han kommer fra, skriver storkeforeningen på deres Facebook-side onsdag eftermiddag. 

Cort er den ene af to overlevende storkeunger efter Connie og Clyde, som blev klækket sidste år.

Man har kunnet følge Corts færden lige siden, den forlod reden i august 2022 år, da den har en GPS påmonteret.

Derfor ved vi blandt andet, at Cort har tilbragt vinteren lige uden for byen Kénitra i Marokko sammen med masser af andre storke.

Desuden har den nu pensionerede dyrlæge Mustapha Abidi fulgt Cort - og en masse andre storke - og dokumenteret dens færden med video og billeder.

Om Cort bliver i området er endnu uvist, da den er for ung til at yngle. Men hos Storkene.dk er de ikke i tvivl om, at den unge stork ved, den er 'hjemme'.

- Han ved godt, hvor han kommer fra. Og her til middag gik han og fouragerede ved en række vandhuller lige tæt på, så det er meget positivt, siger Jess Frederiksen. 

- Cort bliver næppe hele sommeren på den anden rede (end tv-reden, red.) i Smedager hele sommeren. Den vil med stor sandsynlighed flyve rundt for at finde mad og se sig omkring, siger storkeforeningsformanden.

Cort er opkaldt efter Magnus Cort, der cyklede Tour de France sidste år. Søsteren er opkaldt efter vinderen af touren, Jonas Vingegaard.