Axel Sørensen leder motorcykelbetjentene under Tour de France: - Jeg glæder mig helt vildt

26 politimotorcykler tester onsdag Tour de France-etapen mellem Vejle og Sønderborg. Leder af eskorten er politikommissær Axel Sørensen, som længe har set frem til den verdensberømte sportsbegivenhed.

Hvis man ser 26 motorcykelbetjente køre i kortege mellem Vejle og Sønderborg onsdag, er der ingen grund til panik. Anledningen er træning forud for tredje etape af årets Tour de France.


Når Tour de France-etapen afvikles første weekend i juli, vil både rytterne og den store reklamekaravane blive ledsaget af danske motorcykelbetjente. Derfor er det nødvendigt, at betjentene på forhånd kender ruten.

- Det er rigtig vigtigt, at de betjente, der skal eskorte den store reklamekaravane, cykelrytterne og hele det store følge af ledsagerbiler, kender både ruten og deres opgave på dagen rigtig godt. Ruten er jo ikke bare en lige, flad strækning, men indeholder mange sving, stigninger og andre trafikale udfordringer, som vi skal have godt styr på, inden løbsdagen, siger politikommissær hos Københavns Politi, Axel Sørensen, der har ansvaret for eskorten.

Onsdag kørte de mange motorcykelbetjente ruten fra Odense til Sønderborg,
Onsdag kørte de mange motorcykelbetjente ruten fra Odense til Sønderborg,
Foto: Helle Eriksen, TV SYD

Særlig opgave for danske betjente

Når touren løber af stablen, har de danske motorcykelbetjente en særlig opgave.

- Vi kommer ikke til at køre helt tæt på rytterne. Det gør fransk politi. Vi skal sørge for, at vejene er ryddet, så der ikke pludselig er en bil eller andre trafikanter, der forvilder sig ind på ruten, fortæller Axel Sørensen og fortsætter:


- Der er ingen steder på ruten, som vi ser som kritiske. Vi er vant til at køre på små veje og være opmærksomme ved helleanlæg i byerne, eller når der bliver lidt mørkt ved en skov. 

Men selvfølgelig er der ting, vi skal vide og lige lære at kende. For eksempel i Jelling. Der er der lavet sådan et 90 graders sving med en kantsten, der skal holde farten nede hos de andre trafikanter. Sådan noget vil vi gerne vide, så vi ikke kører på den, mens vi skal holde øje med trafik og mennesker og så videre.

De 25 motorcykelbetjente kommer fra alle politikredse undtaget Bornholm.
De 25 motorcykelbetjente kommer fra alle politikredse undtaget Bornholm.
Foto: Helle Eriksen, TV SYD

Politikommissæren har glædet sig i tre år

Selv om Axel Sørensen har kørt adskillige eskortekørsler og også været med under cykelløbet PostNord Danmark rundt, så er et sportsevent af international karakter noget, der kan give sommerfugle i maven hos selv en garvet betjent. 

- Vi har prøvet den her type opgaver, men det her er jo et af verdens største sportsevents, så det er en kæmpe stor opgave, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg glæder mig virkelig meget. Det har jeg gjort lige siden, det blev besluttet, at Tour de France skulle komme til Danmark for tre år siden.

I dag onsdag kørte politimotorcyklerne og de ledsagende politibiler fra Odense klokken 8.30 og til Vejle Havn, hvor tredje etape begynder. Omkring klokken 10 kørte de en rundtur i Vejle-områdets korte, men stejle stigninger, videre til Jelling, Kolding, Hejlsminde Strand, Christiansfeld, Haderslev, Aabenraa samt Sønderborg , hvor de sluttede ved 15-tiden.